Oplev “Borgmesterkontoret” på hjemmebane
På Skivemødetscenen i det store telt debatteres mange højaktuelle politiske dagsordener i løbet af de to dage, men vi stiller også skarpt på den lokale dagsorden, når borgmester Peder Christian Kirkegaard sætter sig i den varme stol i debatformatet “Borgmesterkontoret” fredag kl. 16.00-16.45.
Udover Skives borgmester Peder Christian Kirkegaard deltager også H. C. Østerby, Holstebro, Birgit S. Hansen, Frederikshavn og Hans Østergaard, Ringkøbing-Skjern. Publikum kan se frem til et ærligt indblik i livet som borgmester.
TV Midtvests politiske redaktør Klaus Knudsen Pedersen vil blandt andet spørge de afgående borgmestre, hvilken kommune de efterlader, og om der er noget de ville have gjort anderledes, hvis de kunne spole tiden tilbage.
Et program for alle smag
Skivemødet har i år sammensat et alsidigt program, der spænder fra iværksætteri og højaktuel politik til børneunderholdning og kultur. Fredagen rummer også den velbesøgte Jobfestival, mens lørdag står i børnenes tegn med Popsi & Krelle og “Hop & Sjov”-aktiviteter. På den politiske scene kan du møde flere partiledere til Politisk Topmøde 2025 og også følge udenrigskommentator Leif Davidsen i samtalen “Verden i ubalance”. Antropolog Rane Willerslev tager desuden publikum med på en rejse gennem små samfunds overlevelsesevne, og hele weekenden holder et felt af street-food-vogne energiniveauet højt. Kort sagt: uanset om du kommer for debat, inspiration eller hygge med familien, er der noget på programmet for dig.
Skivemødet arrangeres af Branding Skiveegnen og formand Bo Sundroos åbner Skivemødet fredag d. 16. maj kl. 08.40. hvorefter dagen er spækket med debatter og aktiviteter frem til kl. 21. Lørdag d. 17. maj starter dagen med fælles morgenmad kl. 9 og programmet forsætter frem til kl. 16.00.
Du kan se hele programmet på Skivemødets hjemmeside