SKIVE700 Børn fra Skive Kommunes dagtilbud står bag lysinstallationen ”Træerne vågner”, der indvies på fredag i forbindelse Skive700’s åbningsevent - Skive Lyser. Vi tog et smut til Rønbjerg, hvor der blev arbejdet koncentreret på de sidste detaljer.

En lyshåret dreng dypper en pensel i en klat lim. Med tungen i den ene mundvig pensler han en hvid plastikflaske og anbringer så forsigtigt små luftige vatlignende lyserøde og hvide vatdimser i den klistrede lim.  Dimserne har lange selvlysende fimrehår. Tilfreds kigger han på flasken, glider ned af stolen og tager sit kunstværk med over til en lampe med blåt lys. Lampen får fimrehårene til at lyse blåt. Det betyder, at de lyser i mørke.  Koncentrationen er stor blandt de unge kunstnere. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann Science og natur passer sammen Det er formiddag i Rønbjerg Natur og Udelivs Vuggestue og Børnehave. På den store naturlegeplads går de fleste af daginstitutionens 19 børn rundt i flyverdragter, mens en lille gruppe sidder indenfor og nørkler. Den lille gruppe børn er i fuld gang med at producere de sidste figurer til den store lys-udstilling i Rådhushaven fredag. Majbritt Kjeldbjerg Gregersen er pædagog og tovholder på det lysende kunstprojekt.  I flere uger har børnene arbejdet med at producere kunstværker til udstillingen, og selvom daginstitutionen har fokus på natur og udeliv til daglig, passer kunstprojektet helt fantastisk ind i sammenhængen, lyder meldingen.  - Vores tema til Skive Lyser hedder ”krible krable”, og vores børn ved rigtig meget om naturens krible-krable-dyr, fordi vi hele tiden er derude. Samtidig kan vi også rigtig godt lide science, så vi kombinerer begge dele i det her projekt, siger Majbritt Kjeldbjerg Gregersen.  Kunstprojektet er en god blanding af kreativitet og science, lyder vurderingen. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann  Edderkopper og slanger Rundt om bordet ser de unge kunstnere ud til at være ganske tilfredse med opgaven. De nørkler fredsommeligt med deres fantasifigurer og svarer ivrigt, når de bliver spurgt hvilke dyr, de har mødt på legepladsen og i naturen tæt på daginstitutionen. - Mariehøner, siger en pige. - Edderkopper i hvert fald. Vi har også set en salamander. Men ingen slanger, siger en af drengene med et alvorligt nik. - Og vi har rigtig mange regnorme, tilføjer en mørkhåret dreng med et tilfredst smil.  Det fedeste projekt Rønbjerg Natur og Udelivs Vuggestue og Børnehave er blot en af de mange daginstitutioner i Skive Kommune, der producerer lysende kunstværker til udstillingen i forbindelse med Skive700’s åbningsevent Skive Lyser.   Det er en fantastisk idé at inddrage børnene i fællesskabet omkring Skive Lyser, vurderer Majbritt Kjeldbjerg Gregersen. - Det er så godt et projekt. Det fedeste i hele verden. Det pirrer både børnenes nysgerrighed og kreativitet, og det vil helt sikkert også give dem en kæmpe wauw-effekt, når de kan se deres ting være en del af en større udstilling, siger hun.  Majbritt Kjeldbjerg Gregersen er pædagog i Rønbjerg og helt vild med kunstprojektet. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann  Snigpremiere med kanelsnegle og varm kakao I Rønbjerg holder daginstitutionen snigpremiere på de lysende krible-krable-figurer ved at udstille dem fra tidlig torsdag morgen, hvor børnene kan se deres figurer samlet, mens de spiser nybagte kanelsnegle og drikker varm kakao sammen med deres forældre, når de bliver afleveret. Senere samme eftermiddag bliver figurerne flyttet til Rådhushaven i Skive, hvor de bliver placeret ved siden af alle de andre kunstfigurer, som andre børn har skabt.  Udstillingen bliver indviet på fredag klokken 17, når mørket har sænket sig over Rådhushaven.  De fantasifulde figurer bliver udstillet i Rådhushaven som en del af Skive Lyser. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann