RENT LIV Ministeriet for Grøn Trepart har udpeget Klimafonden Skive til lokalt ankerpunkt for et samarbejde mellem landmænd og virksomheder på egnen og myndighederne. Formålet er at gøre regler mere enkle og fleksible, så det bliver nemmere at skabe en god forretning på afgrøder som græs og roer, der har en positiv klima- og miljøeffekt.

På Skiveegnen får den grønne omstilling nu et ekstra skub med etableringen af en regulatorisk sandkasse. Her kan lokale landmænd og virksomheder inden for grøn bioraffinering gå i tæt dialog med myndighederne og være med til at pege på de regler og rammer, der kan stå i vejen for udviklingen af nye forretningsløsninger. Målet er både at styrke en lokal værdikæde og at samle erfaringer, der kan bruges nationalt. På den måde kan samarbejdet være med til at lægge fundamentet for en ny, konkurrencedygtig raffineringsindustri i Danmark – baseret på grønne afgrøder, som græs og roer, og klimavenlige produktionsmetoder. Skiveegnen har allerede i flere år arbejdet med at udforske mulighederne i græsproduktion, som både kan bruges til protein i dyrefoder og fødevarer, mens restprodukterne kan udnyttes til bæredygtige materialer og endelig biogas.  Det gode ved blandt andet græs er også, at græs har et væsentligt miljømæssigt potentiale ved at reducere kvælstofudledningen til Limfjorden, der kæmper med iltsvind. Stolt landbrugstradition På rådhuset bliver nyheden om en regulatorisk sandkasse mødt med stor tilfredshed.  - Vi har en stolt landbrugstradition her på Skiveegnen, der altid har været kendt for at være innovativ og nytænkende. Derfor er det meget glædeligt, at man nu arbejder målrettet mod at skabe nye forretningsmodeller gennem afgrøder, der skaber vækst og nye arbejdspladser, og hvor vores dygtige landmænd kan blive ved med at producere, uden at det belaster vores vandmiljø, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.  Hos Klimafonden Skive er glæden over den regulatorisk sandkasse også stor. Direktør Anne-Mette S. Langvad kalder projektet et gennembrud: - Opgaven er ekstremt spændende for os. Vi har i flere år arbejdet for at få en regulatorisk sandkasse, og nu kan vi endelig afprøve nye jordnære bioløsninger i praksis. Og så ser vi også frem til, at vores erfaringer kan bruges i hele landet, siger hun. Fra idé til marked  Klimafonden Skive er sat i verden for at bygge bro mellem forskellige parter og interesser og pege på de barrierer, der forhindrer, at en grøn løsning med et erhvervspotentiale kan gennemføres.  Nu skal sandkassen hjælpe med at afklare forhindringerne og finde veje til at få nye grønne teknologier og produkter hurtigere ud på markedet. ’Klog samfundsforandring’ kalder Klimafonden Skive sit arbejde:  - Bare fordi teknologien virker, ændrer regelsættet sig ikke. Det kan for eksempel tage op til 10 år at få godkendt en ny fødevare i EU. Vi har et ekstremt langsommeligt godkendelsessystem. Med sandkassen kan vi hurtigere sætte skub i nye spændende forretningsområder, som samtidig hjælper klima, miljø og biodiversitet, fastslår Anne-Mette S. Langvad. Koblet til Grøn Trepart I forsommeren modtog Klimafonden Skive knap 20 millioner kroner over en fireårig periode fra Novo Nordisk Fonden til forskning og innovation.  Målet med millionerne er at udvikle modeller, hvor lokale landmænd, virksomheder og kommuner sammen skaber nye jordnære bioløsninger og nye forretningsmuligheder. Sandkassen er dermed  som skabt til klimafondens arbejde. Ydermere er sandkassen koblet til regeringens aftale om Grøn Trepart og arbejdet med at udvikle en ny markreguleringsmodel, der kan tage højde for forskelle i afgrøders udledning af næringsstoffer. Her peger man blandt andet på, at græs er langt mere miljøvenligt end for eksempel majs. Fem årtier med grøn udvikling Skive Kommune har i fem årtier gået forrest med grøn udvikling. At Klimafonden Skive nu får en central rolle i at skabe de bedst mulige forudsætninger for fremtidens bæredygtige landbrug, hilser borgmesteren i Skive varmt velkommen.  - Der er mange erhvervsmuligheder i de idéer, der bliver arbejdet med allerede nu. Og fordi projektet har base her, er vores erhvervsdrivende med fra begyndelsen. Det er en stor fordel for hele egnen, fastslår Peder Christian Kirkegaard.