Hver morgen i myldretiden er der problemer med at afvikle trafikken for en stor mængde trafikanter, der skal ind ad Holstebrovej og igennem tre af Skives rundkørsler i Skive Vest, for at komme videre ind ad Holstebrovej. Om eftermiddagen er der også trafikale problemer, når de mange trafikanter skal den modsatte vej ud ad Holstebrovej og igen igennem de tre rundkørsler. Trafikken stuver tilbage gennem de andre rundkørsler, og blokerer for afvikling af trafikken. Ud ad Herningvej syd sker der også længere kødannelser, og trafikafviklingen er i myldretiden langsom og uhensigtsmæssig i hele området. I lokalplanen for Skive+ står der, at der skal findes en løsning med at afvikle den øgede trafik, og den løsning findes nu i det nye lyskryds. Skive+ området er endnu ikke færdigudbygget, og derfor forventes der endnu mere trafik i området, når dét står færdigt.
Flere ligeud-baner og svingbaner skal reducere kø
Vejdirektoratets analyser viser, at trafikken kan afvikles mere optimalt og rumme det stigende pres på strækningen, hvis den ét-sporede rundkørsel, som ligger i krydset mellem Herningvej og Holstebrovej, laves om til et flersporet lyskryds. Det nye signalregulerede kryds vil øge kapaciteten markant gennem flere ligeud-baner og dedikerede svingbaner, hvilket reducerer kø og forbedrer fremkommeligheden. Vejdirektoratet har nu underskrevet kontrakt omkring projektet, og herefter venter besigtigelse, ekspropriation, entrepriseudbud og til slut anlægningen af det nye lyskryds. Tidsplanen er pt. at anlægsfasen starter i juni 2027, og at den afsluttes i april 2028.
Derfor bliver det et lyskryds
Dronemålinger fra foråret 2022 viser, at største delen af trafikken krydser ligeud igennem den nuværende rundkørsel, enten langs Herningvej eller Holstebrovej. En rundkørsel virker bedst, når trafikken ud ad den fordeler sig jævnt på alle udkørsler. Den ulige fordeling af trafikken ud af rundkørslen, som vi ser i dag, skaber kødannelser og problemer med at komme ind i rundkørslerne. Hvis rundkørslen udvides med et ekstra spor, vil der stadig være udfordring med at komme ind i rundkørslen, fordi langt størstedelen af trafikken krydser ligeud. Et lyskryds vil også skabe bedre muligheder for bløde trafikanter for at krydse over vejen.
Vejdirektoratet bygger den nye rundkørsel
Da Herningvej er en statsvej, er det Vejdirektoratet, som ejer strækningen og projektet. De står derfor for både at planlægge og anlægge det nye lyskryds. Beregninger viser, at omdannelsen af rundkørslen til et lyskryds giver en samfundsmæssig gevinst på cirka 156 mio. kroner, som er den værdiskabelse omlægningen vil give samfundet. Projektet er fuldt finansieret af staten, og kommer til at koste omkring 30 mio. kroner.