Skive Kommunes regnskab for 2025 viser et positivt resultat på 178,5 mio. kr. på den ordinære drift. Det er væsentligt højere end det oprindelige budget, som lød på 69,4 mio. kr.
- Jeg er tilfreds med regnskabet for 2025, som viser, at Skive Kommune står på et stærkt og robust økonomisk fundament. Det er resultatet af en ansvarlig økonomistyring, hvor vi har truffet bevidste valg og holdt fokus på helheden. Med den økonomi, vi har nu, er vi godt rustet til fremtiden – og vi vil fremover have et skarpt fokus på at ramme servicerammen, siger Alfred Brunsgaard, borgmester i Skive Kommune.
Færre udgifter på arbejdsmarkedsområdet
En væsentlig del af forklaringen på det gode resultat findes på arbejdsmarkedsområdet, hvor der i 2025 er et samlet mindreforbrug på 78,7 mio. kr. i forhold til det vedtagne budget.
Mindreforbruget skyldes især, at Skive Kommune har haft lavere ledighed end forudsat i de landsdækkende prognoser, som budgettet er baseret på. Det har betydet færre udgifter til overførselsindkomster.
En del af overskuddet på arbejdsmarkedsområdet er anvendt til at finansiere et tilskud på 13,75 mio. kr. til GreenLab Innovation Foundation, som arbejder med grøn omstilling og erhvervsudvikling.
Overskuddet på arbejdsmarkedsområdet styrker likviditeten og gør det muligt at finansiere engangsudgifter. Skive Kommune har således i 2025 indfriet den resterende gæld vedrørende ejendommen på Skyttevej, som huser KulturCenter Skive.
Indfrielsen betyder, at kommunen står uden gældsforpligtelser knyttet til ejendommen og dermed har styrket sin økonomiske handlefrihed fremadrettet.
Servicerammen overholdt – med stram styring
Skive Kommune har i 2025 anvendt 98,2 procent af den aftalte serviceramme, som er fastsat i aftalen mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL).
Dermed overholder kommunen den statslige aftale for serviceudgifterne. Bliver rammerne ikke overholdt samlet set for kommunerne, kan det føre til en sanktion gennem modregning i bloktilskuddet.
Kommunaldirektør Thomas Lindberg peger på, at den stramme styring er nødvendig i en tid med stigende udgifter på flere velfærdsområder.
- Vi har haft en meget målrettet økonomistyring i 2025. Det er nødvendigt for både at holde os inden for servicerammen og for at kunne håndtere de stigende udgifter på blandt andet socialområdet, siger kommunaldirektør Thomas Lindberg.
Midler prioriteres til velfærd og grøn omstilling
Som led i budgetvedtagelsen for 2026 har byrådet besluttet at anvende en del af det opsparede mindreforbrug til en række prioriterede indsatser, herunder:
• Styrkelse af skoler og dagtilbud• GreenFleets-projektet, der har som mål at omstille kommunens samlede køretøjsflåde til fossilfri drift
Udviklingsplan for socialområdet
Selv om regnskabet samlet set er positivt, er der fortsat økonomiske udfordringer på dele af kommunens velfærdsområder.På socialområdet er der i 2025 brugt 12 mio. kr. på at dække et opsamlet underskud fra tidligere år.
Samtidig kigger området ind i en udvikling med fortsat stigende udgifter, som forventer at fortsætte i de kommende år. For at afbøde de økonomiske konsekvenser af denne udvikling er der derfor udarbejdet en udviklingsplan frem mod 2030.
Udviklingsplanen tager afsæt i den demografiske udvikling og skal sikre, at der træffes rettidige beslutninger om tilbud, kapacitet og fremtidige boligbehov.
Målet er at undgå at de forventede kraftigt stigende omkostninger på området slår fuldt igennem, og samtidig sikre, at borgerne fortsat får de rette tilbud.
Samtidig oplever kommunen stigende udgifter til førtidspension. Det skyldes blandt andet, at den nuværende ordning er dyrere end den tidligere, og at der fortsat kommer flere borgere ind i ordningen, end der forlader den.
Også på dele af familieområdet er der økonomiske udfordringer. Her ses et merforbrug, særligt på de forebyggende foranstaltninger samt på området for tabt arbejdsfortjeneste.
Ansvarlig økonomi med blik for fremtiden
Regnskabet for 2025 viser, at Skive Kommune har haft styr på den samlede økonomi og overholdt de statslige rammer.
Samtidig understreger regnskabet behovet for fortsatte prioriteringer og udvikling på de områder, hvor udgifterne er stigende.