Læreruddannelsen i Skive er reddet. Det står klokkeklart efter en række partiformænd i dag gæstede Skivemødet, hvor debatten blandt andet fokuserede på VIA-ledelsens planer om at nedlægge den over 70 år gamle uddannelse.
For nylig meldte statsminister Mette Frederiksen klart ud, at hun er helt uenig med VIA-ledelsen. Nu bakker både Lars Løkke Rasmussen (M) og Troels Lund Poulsen (V) offentligt op om udtalelserne.
Ingen af dem lagde fingre imellem, da de skulle beskrive VIA-ledelsens luknings-planer.
- Det er en uhensigtsmæssig beslutning. Vi er ved at forberede noget, der er meget større på uddannelsesområdet. Derfor giver det ikke mening at lukke Læreruddannelsen i Skive, lød det blandt andet fra Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen.
Direkte adspurgt, om skibonitterne i så fald kan være sikre på at have en læreruddannelse i byen i fremtiden, lød det fra Troels Lund Poulsen:
- Det tror jeg godt, de kan.
Begge udtalelser der udløste massive klapsalver i teltet.
En kæmpe lettelse
Der er godt tre uger til VIA’s bestyrelse officielt skal træffe beslutningen.
Skives borgmester, Peder Christian Kirkegaard, sidder selv i VIA’s bestyrelse udpeget af de 19 kommuner i regionen. Han har kæmpet imod bestyrelsens beslutning, men var i mindretal. De klare landspolitiske udmeldinger er en stor lettelse, lyder det fra ham.
- Det betyder uendelig meget. Vi er mange, der har kæmpet dag og nat for bevarelsen af Læreruddannelsen i Skive. Vi har helt tiden vidst, at vi havde en god sag og stor opbakning, fordi VIA’s planer har været i direkte strid med regeringens og Folketingets udmeldinger. Det er selvfølgelig en kæmpe lettelse, at landspolitikerne nu bekræfter det, lyder det fra Peder Christian Kirkegaard.
Der skal ”ro” på
VIA’s rektor, Harald Mikkelsen, har senest i en kronik fastholdt argumentet om at nedlægge Læreruddannelsen i Skive og flytte den til VIA’s store campus i Holstebro. Rektoren har begrundet beslutningen med ”ansvarlighed”.
Antallet af studerende er faldende, og det er ikke økonomisk forsvarligt at bevare uddannelsen i fremtiden, vurderer ledelsen.
Men de argumenter bakker landspolitikerne altså ikke op om. Debattemaet på Skivemødet var ”Et Danmark i balance”. Samtlige politikere i panelet bakkede op om Læreruddannelsen i Skive.
Formanden for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg var meget fokuseret på, at Læreruddannelsen i Skive ikke bare skal reddes, så den kan eksistere i nogle få år. Læreruddannelsen skal fremtidssikres. Der skal ro på fremtiden for læreruddannelsen, lød hendes indlæg.
- Det har kæmpe betydning for, at vi kan tiltrække dygtige undervisere og for at de studerende tør søge, sagde Inger Støjberg.
Yderområdetilskud
Flere af politikerne anerkendte de økonomiske udfordringer. Flere af dem pegede på, at Læreruddannelsen i Skive bør have et yderområdetilskud, som det også er sket for at sikre gymnasier i yderområder.
Forståelsen for, hvor stor en betydning en mellemlang videregående uddannelse har for en kommune, var stor.
- Vi skal ikke detailregulere, men når VIA i Holstebro allerede i dag har 2200 studerende på deres campus, så behøver de ikke have endnu flere til, lød det fra SF-formand Pia Olsen Dyhr – en bemærkning, der også affødte store klapsalver i teltet i Skive.