Borgerne på Skiveegnen kan godt glæde sig, hvis de har planer om at være med, når Kongeparret besøger Skive d. 9. oktober 2026. Det sker i anledningen af Skive 700-års jubilæum som købstad. Regentparret skal både forbi Det Gamle Rådhus i Skive, og så skal de deltage i indvielsen af det nye Fjordbad ved Skive Fjord.
Vil man gerne se eller vinke til Kong Frederik og Dronning Mary, så bliver der god mulighed for det. Først ankommer de til Posthustorvet, hvor borgmester Alfred Brunsgaard tager imod. Herefter går de ad Adelgade ned til Det Gamle Rådhus, hvor de blandt andet skal møde Skives Byråd og høre fortællingen om det 700 år gamle købstadsbrev.
- Vi har lavet et program for det kongelige besøg, som i den grad inddrager borgerne. Skives 700-års købstadsjubilæum er for alle, og det bliver Kongeparrets besøg også, siger Morten Bramming, projektleder på Skives 700-års købstadsjubilæum.
Snoren klippes til Fjordbadet
Ved Strandtangen bliver Fjordbadet indviet, og her er der også plads til, at borgerne kan være med. Her bliver der nemlig både holdt tale af borgmester Alfred Brunsgaard, og så er der et musikalsk indslag. Arrangementet ved Fjordbadet slutter med, at Kongeparret klipper snoren til Fjordbadet, hvorefter vinterbaderne hopper i vandet.
- Det er oplagt, at vi inddrager Fjordbadet i fejringen af Skives 700-års købstadsjubilæum og det kongelige besøg. Fjordbadet er en helt unik gave til byen i anledning af vores købstadsjubilæum, og samtidig ligger den ved et af byens smukkeste steder ved Skive Fjord. Vi glæder os rigtig meget til at Kongeparret kommer og indvier Fjordbadet, siger Morten Bramming.
Kongeparret spadserer efter indvielsen af Fjordbadet til Rosenhøj. På Rosenhøj er der stående tapas for inviterede gæster, hvorefter det det kongelige besøg slutter.
Man kan læse hele programmet, som netop er offentliggjort på skive.dk.