Måske havde tanken allerede strejfet dem hver især. Men den begyndte for alvor at vokse, når de bar deres nyfødte søn Sylvester ned ad trapperne fra 4. sal, puttede ham og lagde babyalarmen til rette i barnevognen.  Tanken var til at begynde med nok mest en følelse. En fornemmelse af, at det virkede forkert, at det dyrebareste i deres liv, et lille, blødt, sårbart menneske skulle ligge helt alene og sove til middag – alt for langt væk. Tanken fik dem til at slæbe en stol ned i baggården, hvor Simone i vintermånederne kunne sidde med hue, vanter og dunjakke på ved siden af barnevognen – også fordi Sylvester havde det med at vågne, hver gang en ambulance kørte forbi. Og tanken fik endnu mere næring, da de tog rundt i nabolaget og kiggede på daginstitutioner. De skrev deres søn op til en integreret institution i Valby. En af de bedste i kvarteret, hvor de ældste blev kørt i busser ud i skoven. Men tanken drillede dem. Det virkede forkert, at Sylvester skulle tilbringe de første år af sit liv på en indhegnet legeplads midt mellem jernbanen og en trafikeret vej. Til sidst blev tanke til handling. Simone Lilmoes og Jonas Wisbech Vange blev enige om, at vende hamsterhjulet ryggen og flytte fra hovedstaden til ’Verdens Ende’, for ja, det hedder deres lejede hus på Fur faktisk.... - Det føltes ikke rigtigt, at Sylvester skulle vokse op i asfaltjunglen – med konstant trafikstøj, høje bygninger og alt for lidt plads, siger Simone, og Jonas supplerer: - Vi fandt ud af, at vi drømte om mere ro, mere nærvær, natur og mere fritid. Højt til himlen i stedet for højt til loftet. Og vi er jo ikke de eneste, der træffer den beslutning i disse år. Vi er en del af en bevægelse, siger han.  Sylvester skulle ikke vokse op i "asfaltjunglen", mente hans forældre. Nu bor han midt i den unikke natur på øen Fur. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann  Forelsket i robotplæneklipperen Fra stuevinduerne i familiens nye hjem på Fur er der udsigt ud over bølgende marker og bakkedrag. I horisonten glimter Limfjorden.  Sylvester, der fylder to år til november, sidder i sofaen med sin sut i munden og stirrer på fjernsynet, hvor en gul gravko skovler sand med en enorm grab. Han er blevet ret glad for landbrugsmaskiner, og nu ser han faktisk en del – altså i virkeligheden, fortæller Jonas, mens han viser rundt i boligen og åbner døren ud til en parklignende have, hvor Sylvesters helt store lidenskab befinder sig – robotplæneklipperen. Den lille, lyshårede dreng møver sig ned ad sofaen og løber på buttede, bare fødder ud i haven. Robotplæneklipperen er ingen steder at se: ’Bob’ sover, bliver han enig med sin far om. Inde i huset er Simone færdig med en lynhurtig oprydning. Den lille familie får besøg samme eftermiddag af familiemedlemmer til Simone, der kommer for at se parrets nye hjem på Limfjordsøen. Parret er vant til at forklare, hvad nogen betragter som et drastisk valg. Umiddelbart er Fur ikke det allermest oplagte sted at bosætte sig for to mediemennesker med kreative hjerner. Alligevel føles det helt rigtigt, fastslår de, da vi sætter os ved spisebordet med nybagte surdejsboller og friskbrygget kaffe og skal tale om, hvad familien har ”fået med i huslejen” ved at bosætte sig på Skiveegnen.  Familien har blandt andet fået en storslået udsigt og en parklignende have med "i huslejen". Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann Hjertevarme indenfor  Parret har i første omgang lejet huset på Fur og fremlejet lejligheden i Valby. Skiftet har helt konkret betydet, at de har nedbragt deres månedlige omkostninger med 10.000 kroner. De er flyttet til Fur uden fuldtidsjobs på hånden og drømmer begge om at finde et arbejde på egnen. Drømmen er, at det nye liv skal give dem mere økonomisk frihed og en større følelse af mening, fortæller de. - Som mange andre har vi måske haft mere fokus på at præstere på arbejdspladsen, end at skabe et godt liv, siger Jonas, og Simone supplerer: - Vi har været ”hvor det sker” og fået lov til at lave meget af dét, vi drømte om. Men vi har også begge to mærket bagsiden af TV- og mediebranchen og tænkt: "Kan det virkelig opveje al den stress og jag, som også er en del af gamet?", siger hun. Familien flyttede i oktober 2024, hvor vinden susede i de næsten nøgne træer, og mørket lagde sig som et kulsort tæppe over øen sidst på eftermiddagen. Men det nye liv på Fur betød ikke isolation. Tværtimod. Fur har givet dem et fællesskab, som de aldrig har oplevet før, lyder meldingen.  - Vi har boet i en by med over en million mennesker, hvor folk i virkeligheden bare er figurer, der går rundt omkring én – altså det er jo nemmere at føle sig ensom i København end på Fur. For her bor vi pludselig midt i et kæmpestort fællesskab bestående af 730 mennesker. I et lokalsamfund som dette bruger man jo hinanden på en helt anden måde, siger Jonas. - De lokale sagde, at hvis vi ”overlevede vinteren” slap vi nok ikke herfra, og det lader til at passe. Da vinteren kom, varmede vi os i saunaen efter vinterbadning med de andre unge på øen. Vi så flere mennesker i de første to måneder her, end vi havde set på et halvt år i København. Der var mørkt udenfor, men masser af hjertevarme indenfor, supplerer Simone.   Flytningen har betydet, at Simone og Jonas har udvidet deres omgangskreds betragteligt. Også med adskillige unge familier med småbørn og et værdisæt, der minder om deres.  - Vi er ikke de eneste, der prioriterer tid, nærvær og natur over storby og gerne vil finde ind til kernen af, hvad livet går ud på, lyder det samstemmende fra parret. Forelsket i Fur Nogle kilometer fra deres hjem ligger en gård. Den ligger ud til Langsted Huller, et af de mest naturskønne områder på Fur – som dækker over en række naturslugter formet af istiden. Dér, for enden af en grusvej, under grantræer, højt over havet, med udsigt over Nordjylland, Mors og Himmerland ligger årsagen til, at parret valgte at bosætte sig på Fur: en hvidkalket, trelænget gård, som Jonas’ morfar og mormor købte i 1967 og indrettede til familiesommerhus.  Jonas Wisbech Vanges forældre er begge nu pensionerede overlæger og bor i Odense. Jonas fortæller, hvordan han allerede som lille dreng forelskede sig i den helt særlige stemning på Fur – de unikke skrænter af moler, musvåger i luften, fiskehejren, der stod nede i søen og snuppede frøer, og Limfjorden, som skummede ind over sandstrandene med de mange stenfossiler. Sammen med sine forældre og sin lillesøster tilbragte han mange ferier og forlængede weekender i sommerhuset på Fur. - I det øjeblik, man kørte på færgen, var det altid som om skuldrene sænkedes og alle bekymringerne blev tilbage på fastlandet. Særligt de senere år er jeg ofte kommet tilbage til København og har tænkt: ”Hvorfor blev jeg ikke på Fur?” Jeg følte mig gladere heroppe, siger han.  Adskillige unge familier har vendt hamsterhjulet ryggen og rykket teltpælene til den unikke natur på Fur. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann Paprika Steen og Rasmus Seebach Jonas blev uddannet journalist i 2012 og udgav samme år en portrætbog om og med den tidligere socialdemokratiske statsminister – Anker Jørgensen. Bogen er blevet beskrevet som en ”smuk og stemningsfuld dannelsesrejse”, hvor man kommer med ind i ”dybe afkroge” af den pensionerede statsmands sind.  Efter udgivelsen accelererede Jonas Wisbech Vanges karriere. Snart var han fast freelanceskribent på magasiner som Euroman og Ud & Se, der blandt andet hyrede ham til at skrive forsideportrætter. Rækken af kendte danskere, Jonas har interviewet og portrætteret, er lang og tæller personligheder som: Paprika Steen, Susanne Bier, Martin Lidegaard, Mads Steffensen, Erik Clausen, Uffe Ellemann-Jensen, Rasmus Seebach, Martin Krasnik, Tobias Dybvad og Mads Mikkelsen.  I begyndelsen gav det et frydefuldt gib i ham, hver gang han så ”sin” historie på forsiden af et af de kendte magasiner. Men efter et stykke tid blev fornemmelsen af ubetinget succes og anerkendelse afløst af noget andet:  - Min forfængelighed elskede at være på de forsider, men der var noget uholdbart i det. Tidsmæssigt løb det ikke rundt økonomisk, og så var der også noget hult over det. Mediebranchen er fyldt med rygklapperi. Ja, jeg mødte en masse kendisser, men i sidste ende var det sofistikeret promoveringsarbejde. Jeg knoklede derudaf, men savnede en dybere mening, et formål, og til sidst knækkede jeg nakken på det, siger han.  Cider og surdej Jonas’ øjne blev røde og irriterede. Ordene fra interviewene, mimikken, de små næsten usynlige detaljer kørte rundt i hans hoved. Han redigerede sine artikler i en uendelighed, indtil end ikke et bogstav stod forkert. Snart fik han angst, hjertebanken og vågnede op om natten gispede efter vejret. Til sidst kapitulerede han og erkendte, at han var ramt af stress. Healingen fandt han blandt andet på Fur.  - Det gav mening for mig at begynde at skabe noget med mine hænder, så jeg begyndte at nørde surdej og producere cider, fortæller han. I begyndelsen var cideren ren terapi. Det gav ro i sindet at lade æbler, pærer, blommer, kvæder og druer forvandle sig til vildgæret, boblende frugtvin. Sammen med sin far Niels forfinede han kunsten fra sommerhuset på Fur og etablerede mikrocideriet Langstedgård. I dag sælger de deres produkter til en række restauranter og butikker i hele landet. Cider og surdej blev vejen væk fra stress. I dag driver Jonas et mikrobryggeri med sin far fra basen på Fur. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann Gennem nåleøjet Simone Lilmoes havde ingen tilknytning til Fur, før hun mødte Jonas. Hun voksede op i Låsby og beskriver sig selv som ”en klassisk 12-talspige”, der siden kom gennem nåleøjet ind på den anerkendte kunstfotografskole Fatamorgana. Efterfølgende smøg hun sig gennem endnu et nåleøje og blev optaget på journalistuddannelsen for TV- og medieproduktion i København. Hun har tilrettelagt og produceret indhold til programmer som Gift ved første blik, Rollinger på Plejehjem og Skattejagt på museet og har i sit seneste job på Gyldendal samarbejdet med nogle af Danmarks største kulturpersonligheder som Jørgen Leth, Anders Matthesen, Hanne Vibeke Holst og Svend Brinkmann. Ligesom Jonas har hun også oplevet branchens bagside. På syv måneders elevtid havde hun oparbejdet to måneders overarbejde og blev stress-sygemeldt. - I TV-branchen er der ingen, der sætter grænser for dig. Man bliver ansat på korte kontrakter, og det kan være hårdt, når man er ung og gerne vil bevise sig selv. Der er ingen, der siger til dig: ”Hov, hov nu skal du vist lidt ned i gear”, siger hun. Simone Lilmoes fik nok og rejste til Holland, hvor hun i en årrække arbejdede som selvstændig video- og content producer og lavede indhold til nogle af de største museer. - Det var et kæmpe eventyr. Holland er det land i verden, hvor der er flest museer pr. indbygger. Kulturlivet er fantastisk, og det passede mig gevaldigt. Men uanset hvor spændende det var, var der virkelig langt hjem til Danmark, familiefødselsdage og venindeting. Jeg var hele tiden sorgfuld indeni over at være så langt væk, siger hun og uddyber:  - Det gode ved Fur er, at man trods alt kun er få timers kørsel fra familie og venner. Haven og sommerhuset som er årsagen til, at den lille familie har fået øje på Fur. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann Den rigtige at få barn med  Parret mødte hinanden gennem datingappen Tinder. Eller som Jonas beskriver det:  - Algoritmerne førte os sammen.  Simone var lige kommet ud af et otte år langt forhold, og med sin 35-års fødselsdag om hjørnet mærkede hun en stikken i hjertet over at være så langt væk fra sin drøm om at skabe en familie. Med let dirrende pegefinger tog hun tilløb og kastede sig ind på datingmarkedet. - Jeg var så heartbroken, og samtidig vidste jeg, at jeg var nødt til at gøre noget. Jeg drømte bare om at finde den rigtige at få et barn med, siger hun.  Kort efter lyste Jonas’ ansigt og navn op på hendes mobiltelefon. Allerede mellem den første og den anden date blev de enige om, at hvis de fik en søn, skulle han hedde Sylvester. To måneder efter skulle de være forældre. - Det er gået vildt stærkt, men det føles bare rigtigt. Det er mærkeligt, at vi ikke har mødt hinanden før. Vi har flere fælles bekendte, så vores veje burde være krydset noget før, siger de nærmest samstemmende.  Ærø Manifestet  Simone og Jonas, der i dag er 37 og 38 år, har været enige om det meste, både før og efter de blev forældre.  Simone arbejdede på Gyldendal, da parret tog beslutningen om at flytte. Som afskedsgave fik hun naturligvis den omdiskuterede bog Ærø Manifestet, af Maj My Humaidan.  Hjemmeskoling er dog ikke en del af parrets planer. Der er "en fantastisk friskole" på Fur, og Sylvester bliver allerede nu passet i friskolens børnehus, så han kan socialisere med andre børn. Alligevel er Simone helt klar over, at deres beslutning kan virke drastisk, selvom hun ikke selv har været i tvivl.  - Jeg var klar fortaler for, at vores søn skulle vokse op et sted med masser af plads, åben himmel og med lejlighedsvis lugt af gylle. Jeg er selv vokset op på landet, siger hun og uddyber.  - Vi er meget tættere på min mor og far her på Fur, end vi var i København. Det betyder også noget. Og det her sted betyder uendelig meget for Jonas. Det er vores eventyr.  Udsigten er mageløs fra "Verdens Ende". Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann  Den sidste puslespilsbrik Jonas har stadig eftervirkninger af sin stresssygdom. Han kan ikke sidde længe foran computeren, og han har svært ved at koncentrere sig om at sætte ord sammen og lege med sproget på samme måde, som han kunne før. Men beslutningen om at bo på Fur, midt i en af Danmarks mest unikke naturperler, har været det hele værd, mener journalisten og forfatteren.  - Vi havde ikke lyst til at sidde på en indhegnet legeplads i storbyen med en caffe latte. Jeg har været ung i København og har brugt alle de kulturtilbud, byen havde. Nu har jeg et helt andet fokus. Det er min familie, det handler om, fastslår han.  I øjeblikket er både han og Simone på dagpenge og leder med lys og lygte efter arbejde. Hen over sommeren har Jonas siddet i turistinformationen på Fur og er lige startet i virksomhedspraktik hos Havnens Vinotek i Skive. - Vi drømmer om at finde jobs inden for pendlerafstand – og det behøver bestemt ikke være fancy, siger Simone og fortsætter:  - Vores drøm om ø-livet er først helt i mål, når vi er i stand til at forsørge os selv.