Hoveddøren til Vicky Neess Flittner og Thomas Hansens hjem står åben. To nysgerrige Golden Retrivere lunter om kap ud ad den åbne glasdør og hilser snusende og logerende på.
Thomas rejser sig fra en flaskegrøn sofa i den kombinerede entre og fællesrum, hvor et billardbord er placeret midt i lokalet. Han byder velkommen og råber efter Vicky, der lidt efter dukker op sammen med datteren Esther.
Indimellem ringer familien til hinanden, når de ikke ved, hvor de andre befinder sig i ejendommen, fortæller de, og det er i grunden ikke så mærkeligt. Familien har nemlig bosat sig i den nedlagte folkeskole i Hvidbjerg tæt på Skive, hvor Thomas og Vicky også driver virksomheden ”Børnenes”.
De har sagt ja til at fortælle, hvad de mener, de har ”fået med i huslejen” ved at bosætte sig på Skiveegnen. Først og fremmest har det gjort det muligt for dem at forfølge en drøm, forklarer de.
Det er ret fedt, at have en gymnastiksal lige midt i huset mener Arthur og Esther. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann
1300 kvadratmeter ”skoleånd”
Familien boede i et parcelhuskvarter i Skive, før de flyttede ind på skolen i Hvidbjerg.
Forinden havde de kigget på flere nedlagte landbrug, men det føltes ikke ”helt rigtigt”, før de ved et tilfælde blev enige om at svinge forbi Hvidbjerg Skole, som havde været lukket nogle år på det tidspunkt.
Allerede da de så skolebygningen første gang, begyndte idéerne at blomstre, forklarer de.
- Skolen var bare så fin og velholdt og fyldt med alle de gamle ting. Det blev vi begge to meget begejstrede for, siger Vicky, og Thomas supplerer;
- Der var så meget liv her stadigvæk. Mange af lokalerne stod præcis, som de så ud, dengang skolen stadig eksisterede. Den her bygning fortjente noget mere, siger han.
Familiens nye hjem og virksomhedsafdeling er på i alt 1300 kvadratmeter, og parret har gjort en dyd ud af at bevare ”skoleånden”, forklarer de, mens de viser rundt i deres private hjem, hvor originale kridttavler, adskillige træbænke, stole, borde, reoler og lamper, der har fulgt skolen siden 1955, nu smelter ind i indretningen.
Esther mangler ikke plads på sit værelse. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann
Et helt klasseværelse
Deres yngste barn, Esther på 9 år suser ind og ud af rummene, og de to familie-hunde lunter hjemmevante med.
Esther viser stolt sit værelse frem. Et klasseværelse er forvandlet til en lysegrøn, lilla og lavendelfarvet prinsessedrøm med nedsænket walk-in closet, en hævet dobbeltseng med udsigt over hele rummet, to sofaer og adskillige møbler fordelt på de bløde mosgrønne tæppefliser.
Hendes storebror Arthur er 11 år. Hans værelse er også et helt klasselokale, som også er indrettet med flere plateauer, der blandt andet udgør en velindrettet gamer-afdeling og i den anden side af lokalet en hjørnesofa med plads til alle vennerne.
Det er ikke svært at forestille sig, hvordan en hel flok kammerater kan være på besøg samtidig, uden at det på nogen måder må virke trængt.
- Det er er da vildt fedt for dem at have venner med hjem, men det er også vigtigt for både os og børnene, at det ikke altid er her det foregår, for alle hjem er jo spændende, understreger Vicky.
Gymnastiksalen bliver flittigt brugt. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann
Egen gymnastiksal
Vi er nået til bygningens hjerte – gymnastiksalen – hvor ribber, basketballnet, klassiske gymnastikredskaber som bukke, springbræt og madrasser sammen med en teatersal, der bugner med udklædningsdragter, åbenlyst er den optimale legeplads.
Esther, der går til cirkus i fritiden, viser lynhurtigt og uden at se det mindste besværet ud, hvordan ”man” klatrer til tops i et par tykke stykker stof, der er solidt hæftet til loftet i gymnastiksalen.
Få sekunder efter hænger hun i split med hovedet nedad og smiler tilfreds.
Vicky Neess Flittner og Thomas Hansen forelskede sig hovedkulds i skolebygningen fra 1955, da de så den første gang. Der gik fire år, før de kunne byde på ejendommen.
Skolen blev nemlig brugt som mødested for områdets lokale foreninger som borgerforening, julehjælp og andre hjælpeorganisationer og først da et nyt aktivitetshus, stod klar i Hvidbjerg, ville Skive Kommune sætte ejendommen i udbud.
Parret havde derfor rigtig god tid til at spekulere over, hvad de skulle bruge ejendommen til – ud over at bo i den.
Vicky har en administrativ uddannelse og er sekretær ved Børnehusene. Thomas er uddannet gulvlægger og pædagog og arbejder som eventkoordinator på Ungdomsskolen Skive.
Idéen til Børnenes opstod på en tur til København, hvor især deres to yngste børn havde været ellevilde med Børnemuseet. Det inspirerede parret til virksomhedskonceptet - Børnenes.
- Vi havde faktisk hele konceptet klappet og klart, da vi endelig fik mulighed for at byde på skolen. Så det var lidt nervepirrende, for der var andre par, der også bød på skolen, fortæller Vicky.
I Børnenes må man meget gerne male på væggen. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann
Et ”børneeldorado” med bred målgruppe
De fire års planlægning var dog ikke spildt. I oktober 2021 overtog Vicky og Thomas den enorme ejendom. Pris: 220.000 kroner.
Virksomhedsdelen kunne parret slå dørene op til i marts 2023. Børnenes er et sandt ”børneeldorado” målrettet både dagplejere, daginstitutioner og familier.
I virksomhedsafdelingen er de tidligere klasseværelser indrettet til krea-værksted og legeværelse.
Derudover rummer afdelingen tre værelser som bliver lejet ud som, Bed and Breakfast værelser. Børnenes kan lejes til alt fra familiefester som barnedåb og konfirmationer til familieweekender og personalemøder, og konceptet udvikler sig hele tiden, fortæller parret.
- Børnenes er en slags alternativt ”legeland” for alle aldre. Vi henvender os til en meget bred målgruppe. Sidste weekend var her en børnefødselsdag og for nylig havde vi besøg af en flok seniorer. Halvdelen af dem gik i skole her i sin tid, fortæller Vicky og uddyber:
- Vi vil gerne have flere arrangementer og overnatninger og drømmer om at få pladsen til autocampere færdig og om at skabe plads til blandt andet glampingtelte på grunden. Men det bliver i fremtiden engang.
Familien fik idéen til Børnenes på en tur til København. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann
Spindelvæv og udstoppede dyr
Renoveringen af ejendommen har parret været nødt til at tage trinvis. De fik lynhurtigt solgt deres villa i Skive og rykkede ind i skolebygningen, mens de renoverede. En oplevelse både de og deres børn, som også tæller Leah på 22 år, der nu er flyttet til København for at studere, ikke glemmer.
- Vi sov på madrasser i det samme klasselokale allesammen, mens vi renoverede. Der var ingen varme på, og det var virkelig koldt, selvom vi havde varmeblæsere på. Der var spindelvæv over det hele, udstoppede dyr rundt omkring og dørene knagede, så ungerne syntes det var ret uhyggeligt, fortæller Thomas.
Drengeværelse med plads til mange kammerater. Foto Skive Kommune, Jane Gisselmann
100 kvadratmeter køkken
Der er for nylig blevet etableret jordvarme, som ligger i hele fodboldbanen. Inden løb varmeregningen op i svimlende 115.000 kroner om året, og selvom varmeudgifterne stadig er markant større end i et parcelhus, er jordvarme en genial investering, lyder meldingen.
I de år familien har boet i ejendommen, har de haft et midlertidigt køkken bestående af elementer fra det gamle skolekøkken. Når familiens nye køkken står klar, bliver det på hele 100 kvadratmeter med fritlagte bjælker og adskillige meter til loftet.
- Der er en særlig stemning i et lokale, som har været brugt som skolekøkken i så mange år. Vi bevarer det, vi kan, for at man kan genkende rummet, forklarer Vicky.
Den lange gang er delt i en virksomheds-afdeling og en privat afdeling. Her er det virksomhedsafdelingen. I den private del af ejendommen er der gulvtæpper på. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann
Kæmpe opbakning fra lokalområdet
Interessen for renoveringsarbejdet har været overvældende. På et tidspunkt var opmærksomheden så stor, at parret besluttede sig for at arrangere åbent hus.
- Der mødte omkring 200 mennesker op. Vi har fået kæmpe opbakning til projektet fra folk i området, siger Thomas.
- Det betyder meget for os, at alle i området har været så positive. Det får man også med i huslejen ved at flytte hertil, siger Vicky.
Hvornår familien er helt færdig med projektet, kan hverken Thomas eller Vicky give et bud på. Mulighederne er uudtømmelige, og det er et evighedsprojekt, mener de.