POSTHUSTORVET Snart går de første maskiner i gang på Posthustorvet. Målet er et grønnere, mere indbydende og moderne samlingspunkt for hele byen. Indvielsen af det nye torv bliver en central del af markeringen af Skives 700-års købstadsjubilæum.

Posthustorvet får et stort løft, og snart går maskinerne i jorden for at skabe et grønnere byrum i hjertet af Skive. Nye træer, blomsterbede og stauder skal skabe et grønnere og mere indbydende torv, mens flere siddepladser giver mulighed for at slå sig ned og nyde bylivet. Torvet skal fremover være et sted, hvor både hverdag og fællesskab kan udfolde sig. Skøjtebanen bevares – i nye rammer Den populære skøjtebane, som hver vinter samler skibonitter i alle aldre, fortsætter som en central del af torvets liv. Under anlægsperioden bliver banen lidt mindre end normalt, så der er plads til arbejdet. Når projektet er færdigt, står skøjtebanen til gengæld med forbedrede rammer og bedre faciliteter. En ny bygning på torvet bliver omdrejningspunktet for skøjteudlejning og opholdsarealer i vinterhalvåret. Om sommeren kan bygningen bruges til arrangementer og events, hvor lokale foreninger og frivillige kan låne den. Bedre tilgængelighed og mere læ Tilgængeligheden forbedres med nye placeringer af handicap- og taxapladser. Pladserne drejes og flyttes, så de både skaber bedre læ på torvet og fungerer mere hensigtsmæssigt i forhold til den nye indretning. Derudover etableres en ekstra handicapplads på Tværgades parkeringsplads. Bag kulisserne sikrer en ny teknikbrønd skøjtebanens køleanlæg, så banen fremover kan drives stabilt og sikkert. Et nyt fælleshus bliver opført i den ene ende af Posthustorvet. Foreløbig illustration: Arkitema Forventningsfuld borgmester Borgmester Peder Christian Kirkegaard glæder sig til, at projektet bliver til virkelighed: - Posthustorvet er et af de steder, hvor vi mødes i Skive – til skøjteløb, byfester og hverdag. Med den her omdannelse får vi et torv, som både er grønnere, mere tilgængeligt og fyldt med liv. Det bliver en stor dag, når det nye Posthustorv kan indvies i forbindelse med købstadsjubilæet i 2026, siger han. Midlertidige gener Mens arbejdet står på, vil der være aktivitet og byggestøj på torvet. Nogle af parkeringspladserne på Tværgade vil desuden være optaget af skurvogne og materialer. Skive Kommune håber på borgernes forståelse og ser frem til at byde alle velkommen til et helt nyt Posthustorv i 2026. Forventet tidsplan Uge 39: Byggepladsen indrettes Uge 40: Arbejdet med jord og belægning begynder Uge 45-48: Skøjtebanen opstilles Uge 49 – uge 8: Skøjtebanen er åben Uge 49: Byggeriet af den nye bygning går i gang Sommer 2026: Hele projektet står færdigt