RENTLIV Arbejdet med fælleshuset i den sydlige del af Posthustorvet er nu i gang. Bygningen skal skabe læ, rumme aktiviteter året rundt og blive et centralt samlingspunkt i det nye byrum.

Arbejdet med den nye bygning på Posthustorvet er nu i gang.  Bygningen bliver et centralt element i omdannelsen af torvet og skal både fungere som skøjteudlejning om vinteren og som ramme om aktiviteter og arrangementer resten af året. Samtidig bliver huset et vigtigt samlingspunkt for borgere og besøgende i et grønnere og mere moderne byrum. BakBak er totalentreprenør på projektet og står for opførelsen af den nye bygning. Salling Entreprenør er graveentreprenør og er nu i gang med bundopbygningen, så området kan gøres klar til fundamentet. Det nye samlingssted set indefra. Illustration COWI/Arkitema Lyst til at blive Den nye bygning placeres i den sydlige del af Posthustorvet og bliver et centralt omdrejningspunkt i den samlede fornyelse af pladsen. Her skal der skabes bedre opholdsmuligheder, mere liv og et torv, hvor man ikke blot passerer, men har lyst til at blive. -    Med byggeriets opstart tager vi et vigtigt skridt i omdannelsen af Posthustorvet. Den nye bygning bliver både et praktisk omdrejningspunkt for skøjtebanen og et sted, der kan skabe liv på torvet hele året, lyder det fra projektleder Daniel Haustrup Skov, fra Drift og Anlæg i Skive Kommune.  Han uddyber: -    Samtidig får vi en løsning, der giver læ og bedre rammer for ophold, så Posthustorvet i endnu højere grad bliver et sted, hvor borgere og besøgende har lyst til at mødes.  Bygningen set fra vejen. Illustration COWI/Arkitema Mange funktioner for ny bygning Bygningen får flere funktioner. I vinterhalvåret bliver den base for skøjteudlejning i forbindelse med den populære skøjtebane. Resten af året skal huset kunne bruges til aktiviteter, arrangementer og ophold for både foreninger, borgere og gæster i byen. Samtidig får bygningen en vigtig rolle i indretningen af torvet. Den bliver med til at skabe læ for vinden og danne en mere tryg og behagelig ramme for ophold på pladsen. Sammen med nye grønne elementer og flere opholdszoner skal huset være med til at gøre Posthustorvet til et naturligt mødested i byen. Bygningen står helt klar til skøjtesæsonen. Illustration COWI/Arkitema Indvies i jubilæumsweekenden Projektet er en del af markeringen af Skives 700-års købstadsjubilæum i 2026, hvor det nye Posthustorv indvies som en central del af fejringen. -    Vi bliver klar til indvielse af torvet til den store jubliæumsweekend den 15. august, lyder det fra projektleder, Daniel Haunstrup Skov.   Bygningen forventes først at stå helt færdig til skøjtesæsonen 2026/2027. Med byggeriets opstart tager omdannelsen af Posthustorvet dermed endnu et synligt skridt mod et grønnere, mere levende og moderne byrum – og et nyt samlingspunkt midt i Skive.