NATURPARK Finanslovsmidlerne til Skives naturparker skal gøre områderne mere tilgængelige for børnefamilier ved at skabe oplevelser for de yngste. 

I fremtiden vil naturparkerne Flyndersø og Sønder Lem Vig blive mere tiltrækkende for familier med små børn. Der er sat en million af i finansloven for 2026 til de to naturparker, og pengene er øremærket rekreative faciliteter.  - Tilskuddet fra finansloven giver naturparkerne det løft, vi har drømt om. I øjeblikket har vi en del vandreruter i begge områder, der er målrettet entusiaster, som er vant til at færdes i naturen. Pengene skal blandt andet bruges til at få etableret nogle kortere ruter målrettet børnefamilier, siger Claes Fischer, biolog i afdelingen Byg & Miljø i Skive Kommune.  Brug for korte ruter Ud over korte ruter på 2-3 kilometer, der kan tilbagelægges af naturelskere i alle aldre, påtænker naturafdelingen at anlægge naturlegepladser i områderne, der kan skabe leg og samvær på gåturen. I december stod afdelingen bag fire adventsture i naturen på Skiveegnen målrettet de yngste og udformet som skattejagter.  - Alle med små børn ved, at der tit skal noget ekstra til for at få dem med ud i naturen. Vi har brug for nogle korte ruter med start og slut samme sted. For eksempel i vores nye Naturpark Sønder Lem Vig, hvor man kan gå på den 300 meter lange træbro og se kunstværket ”Ellepigerne” danse i sumpområdet ved broen. Vi skal pirre børnenes fantasi og give dem lyst til leg og kreativitet i naturen, siger Claes Fischer.  Kæmpe-tipi til kultur og fællesskab Skive Kommune påtænker desuden at bruge en del af pengene fra finansloven til at etablere et nyt samlingssted til kulturarrangementer og overnatning i Rønbjerg Plantage ved Naturpark Flyndersø.  - Vi drømmer om at få en stor finsk tipi med træfundament og en stor brændeovn i midten og plads til cirka 50 siddende gæster. Det vil blive et oplagt sted til kulturarrangementer, gastronomiske oplevelser og fællesskab og bidrage til at få flere ud i naturen, siger Claes Fischer.