RENT LIV Uanset om der skal slibes, renses, males eller løftes, står borgerne i Hem sammen. Den nyeste idé er Kløverbladet, et lokalt blad, der skal gøre alle opmærksomme på lokale arrangementer og de gode historier.

Det er tydeligt for enhver, at der sker noget i Hem. Området omkring landsbyens hjerte - den lokale børnehave, skole og hal i Hem - ligner mest af alt en byggeplads med afmærkede områder og gravemaskiner, der står placeret foran meterhøje bunker af sand.  Anlægsarbejdet er sidste etape i projektet Grønne hjerter i fælles bevægelse. Formålet er at skabe et grønt udendørs mødested for hele byen på tværs af generationer - med højbede, plantekasser, frugttræer, madpakkehus, legekrat, klatreskov, sanseområde, petanque og multibane. Visionen er at skabe endnu mere sammenhold mellem generationerne i landsbyen.  Børnehaven, skolen og hallen bliver i den forbindelse forvandlet til et indbydende ankomstområde og mødested for byens borgere.  Hem er et godt sted at bo Og måske er det i virkeligheden – Grønne hjerter i fælles bevægelse – der har gjort, at byens ildsjæle har samlet sig om endnu et projekt, lyder vurderingen fra cafeteriet ved hallen, hvor en lille gruppe Hem-borgere har indvilliget i at mødes og fortælle om deres engagement i byens udvikling.  To repræsentanter fra borgerforeningen er dukket op – Kris Wiberg og Henning Pehrson. Det samme er formanden for forsamlingshuset, Annika Glud Jensen, kontaktpersonen fra menighedsrådet Karin Kristiansen og skolens leder, Mette Nordendahl.  Der er sket så meget i Hem på det seneste, at der er behov for et lokalt blad i fysisk form, der kan formidle de mange gode budskaber og gøre folk opmærksomme på byens arrangementer, vurderer gruppen.  - Vi vil fortælle, at Hem er et sted, hvor det er godt at bo, og at der sker noget. Vi har måske lænet os lidt op ad de kulturelle arrangementer i Skive, fordi Skive kun ligger fire kilometer væk. Men vi kan selv, og det er sjovt at udfordre den tanke, siger Kris Wiberg og uddyber: - Måske kan vi ovenikøbet tiltrække folk fra Skive, hvis vi får gjort ordentligt opmærksom på alt det, vi laver herude. Der bliver sat plakater op forskellige steder i byen. Her ved den lokale købmand. Privatfoto.  Kløverbladet skal fortælle historier Kris er idémanden og tovholderen bag – Kløverbladet – der skal udkomme første gang i februar.  Det er planen, at Kløverbladet skal udkomme fire gange årligt og sammen med fysiske plakater rundt omkring i byen, skal rette fokus på alt det, der samler borgere. Bladet skal finansieres af sponsormidler, og foreningerne skal selv melde deres historier ind til bladet. Det er de helt med på, lyder meldingen rundt om bordet. Det er godt med et fysisk blad og trykte plakater, så man ikke skal følge med på adskillige Facebook-sider for at holde sig orienteret, vurderer de fremmødte ildsjæle. Formanden for forsamlingshuset, Annika Glud Jensen, er glad for den store hjælp stedet har fået fra frivillige. Her er det hende selv, der er i gang med at forskønne forsamlingshuset. Privatfoto.  Fællesskabet er unikt En ting er helt afgørende for den udvikling, der er sket i Hem på det seneste, vurderer gruppen:  - Fællesskabet herude er unikt. Vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden. Om det så handler om at flytte et legehus, tage fliser op eller låne et stykke værktøj eller en trailer, fastslår Henning Pehrson.  Han er selv en del af HA-gruppen i Hem. En gruppe mænd, der trods deres måske lidt afskrækkende navn, er en gave for landsbyen. HA står for Hems Angels og operer blandt andet gennem en gruppe på Messenger, hvor man praktisk talt kan spørge de omkring 60 hjælpende mandlige engle om hjælp til hvad som helst.  HA-engle og aktive damer Som en del af byfornyelsesprocessen er der kommet masser af liv i forsamlingshuset, som er i fuld gang med udvikle sig til også at være et lokalt borgerhus med forskønnelseshjælp fra frivillige kræfter. Både HA-gruppen og Hems aktive damer – der er en gruppe på godt 60 frivillige damer – samt en selvstændig lokal fra byen, har sammen med bestyrelsen bag forsamlingshuset slebet gulve, vasket, skuret og malet for at få stedet til at tage sig bedre ud. Målet er, at forsamlingshuset i fremtiden skal danne rammen om flere lokale, kulturelle arrangementer som foredrag og koncerter, øl- og vinsmagningsaftner, teater og lignende.  Formanden bag forsamlingshuset, Annika Glud Jensen, har boet i Aarhus i fire år. Hun fortryder ikke, at hun er flyttet til Hem med sin familie:  - Det har været vildt vigtigt for mig, at vi har givet forsamlingshuset et løft og fået det til at se godt ud. Vi har nogle megafine rammer til alle mulige arrangementer. Det er helt vildt fedt, at forsamlingshuset er blevet ”byens hus”, siger hun og uddyber: - Fællesskabsfølelsen i Hem er kæmpestor. Når man rækker ud, bliver man grebet hver eneste gang, fastslår hun.   Gulvet i forsamlingshuset er blevet slebet af frivillige. Privatfoto.  Fællesskabsfølelsen er vokset Det er to år siden at anlægsprocessen af Grønne hjerter i fælles bevægelse begyndte efter flere år med projektudvikling. Projektet er støttet med kr. 3.566.750 fra Nordea, Norlys, Spar Vest og Landsbypuljen. Skoleleder Mette Nordendahl, der står i spidsen for en skole med 22 medarbejdere, 94 elever og knap 40 børnehavebørn, mærker en tydelig forandring i byen efter projektet er søsat.  - Der er lagt ufattelig mange kræfter i både af lokalbefolkningen og kommunen for at få projektet til at køre, og det betyder, at fællesskabsfølelsen herude allerede er vokset, siger Mette Nordendahl.  Nye tiltag i kirken I kirken mærker man også en tydelig forandring i Hem.  Karin Kristiansen, der er kontaktperson for menighedsrådet, fortæller hvordan åbenheden overfor nye tiltag i kirken som koncerter og babysalmesang er blevet mærkbart større.  Fra kirken er der et stort rungende ja tak til idéen om at udgive et lokalt blad med arrangementer og historier om fællesskabet.  - Det bakker vi 100 procent op om. Vi har ikke brug for vores eget blad, når vi får Kløverbladet, og det er netop vigtigt for os, at vi får mere liv i kirken, så det der foregår, ikke kun er gudstjenester, fastslår Karin Kristiansen.  Hun kommer oprindeligt fra Aalbæk i Nordjylland og flyttede til Hem, da hun mødte sin mand for 16 år siden.  - Nej, jeg har ikke fortrudt at jeg er flyttet hertil et sekund. Jeg kunne ikke drømme om at flytte herfra, fastslår hun.  Endnu mere attraktiv Efterårsmørket er ved at lægge sig over byens nye mødested, og de sidste børn er ved at være hentet fra børnehaven.  Til foråret kommer anlægsarbejdet til sin ret, når det hele blomstrer og udvikler sig til det grønne udendørs mødested, som bliver en naturlig oase gennem Hem og gør landsbyen endnu mere attraktiv. I mellemtiden fortsætter de frivillige ildsjæle fra landsbyen deres mission for at styrke fællesskabet – og glæder sig til at dele deres historier i Kløverbladet. For i Hem er fællesskabet ikke bare en tradition. Det er drivkraften bag al udvikling.