KUNST ”Kunstdage ved Limfjorden” indtager Skive med kunst, musik og workshops

Fredag den 15. maj – midt i Kr. Himmelfartsferien – danner Skive rammen om en levende og sanselig kunstevent, når Kunstdage ved Limfjorden for første gang inviterer indenfor til en dag fyldt med kunstoplevelser i hjertet af byen. Arrangementet finder sted kl. 10-17 på Adelgade 12-14 i Skive, hvor lokale kunstnere rykker ind med en pop up-udstilling, workshops og artist talks. Hele dagen vil der være café, aktiviteter for alle og mulighed for at møde kunstnerne bag værkerne. Kunstdage ved Limfjorden er en ny, tilbagevendende begivenhed skabt af Destination Limfjorden, der samler 32 kunstnere, gallerier og museer i hele området.  Alle åbner dørene i hele Kr. Himmelfartsferien fra 10-17 alle fire dage, og der er kunstevents i de tre byer Skive, Struer og Nykøbing. Formålet er at bringe publikum tættere på kunsten og det kreative miljø omkring fjorden. – Vi glæder os til at invitere både lokale og besøgende ind i et levende kunstmiljø midt i Skive. Her kan man ikke bare opleve kunst, men også selv deltage og møde kunstnerne. Vi håber det inspirerer til at tage ud at besøge kunstnerne bagefter, siger projektmedarbejder Lasse Højgaard fra Destination Limfjorden. Programmet byder blandt andet på:•    Workshop, hvor man kan være med til at skabe dele til Skive700-plakaten•    Artist talks med kunstmaler Pia Viborg, Bente fra Mullegrif og glaspuster Thea fra Glaspusteriet Gnist•    Musikalsk underholdning med både live musik og jazz•    Pop up-udstilling med lokale kunstnere Læs mere om Kunstdage ved Limfjorden på Destination Limfjordens hjemmeside, hvor app’en også kan hentes. Kunstdage ved Limfjorden gennemføres med økonomisk støtte fra EU via lokale LAG-midler samt kommunerne Morsø, Skive og Struer.