IT OG DIGITALISERING Det er slut med TikTok på telefonen og IPad’en blandt medarbejderne i Skive Kommune, hvis de altså benytter sig af en arbejdsgiverbetalt enhed. Dermed følger kommunen de nyeste anbefalinger fra Center for Cybersikkerhed, som centret sammen med KL har opfordret kommunerne til at forholde sig til. Det blev besluttet på et ekstraordinært møde i Den Digitale Styregruppe i kommunen i går.

Skal vi have TikTok? Eller skal vi ikke? Spørgsmålet har fyldt en del i mediebilledet på det seneste – også i kommunerne. Debatten er affødt af, at det nationale Center for Cypersikkerhed har anbefalet sikkerhedsministerierne at forbyde TikTok på de arbejdsgiverbetalte telefoner og IPads. Samtidig blev kommunerne opfordret til at foretage en risikovurdering og vurdere brugen af den populære app på de tjenstlige enheder. Den Digitale Styregruppe i kommunen havde derfor indkaldt til et ekstraordinært møde i går for at tage stilling til spørgsmålet: Og beslutningen om at forbyde TikTok blev enstemmigt vedtaget. - Vi ved fra Center fra Cybersikkerhed, at TikTok er vurderet til at være meget problematisk i forhold til sikkerheden. Vi har derfor valgt at følge de nationale anbefalinger fra Center for Cybersikkerhed og indføre et forbud mod TikTok på de kommunale telefoner og Ipads, siger Peter Molbæk, der er IT- og Digitaliseringschef i Skive Kommune. - Center for Cybersikkerhed har undersøgt TikTok og fundet ud af, at TikTok ved, hvor man er, hvem man er, hvad man søger på og interesserer sig for. TikTok har adgang til mikrofonen, kameraet og fotos på telefonen. De indsamler ikke bare data fra TikTok-appen, men fra hele telefonen og dermed f.eks. private e-mails, telefonbogen og så videre, tilføjer han.