Initiativtagerne bag 'LAR på Vængerne' håber på stor opbakning til projektet til borgermødet. Fra venstre er det Gert Holm, Birger Gudmandsen og Niels Ole D. Nielsen. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann.- Vores kloakker er på overarbejde, når det regner. Så løber de let over, og vandet ender i åen. Det skal vi forhindre.
Sådan siger Birger Gudmandsen, der har boet på Hasselvænget i Skive siden 1997. Fra hans have er der udsigt til Skive Å, som slynger sig gennem bunden af det store boligkvarter.
Kloakkerne løber over og vejene er slidte
På de mange villaveje, der udspringer fra Dalgas Allé – samlet kaldet Vængerne – er det tydeligt, at vejbelægningen er slidt. Flere steder smuldrer fliserne i kvarteret, hvor de fleste huse er opført i 1970’erne.
Samtidig løber kloakkerne over i forbindelse med større regnskyl, og fordi terrænet hælder mod åen, ender både regnvand og fortyndet spildevand i Skive Å.
Nu er en løsning på vej, der både kan ændre vejenes udseende og sikre en mere bæredygtig håndtering af regnvandet.
Konceptet hedder LAR og står for Lokal Afledning af Regnvand. Det er allerede afprøvet med gode resultater flere steder i landet.
På Vængerne står Skive Kommune og Skive Vand klar til at samarbejde om et pilotprojekt på to til fire villaveje. Herefter skal det vurderes i samarbejde med initiativgruppen, vejenes beboere, Skive Vand og kommunen, om løsningen skal udrulles i resten af området.
Grønne bede opsamler regnvand
LAR-løsningen går i al sin enkelthed ud på at sikre, at regnvand nedsives helt lokalt og derfor ikke overbelaster kloakkerne, blandes med spildevand og ender i Skive Å.
I forbindelse med, at der etableres grønne vejbede langs vejkanterne, som optager og forsinker regnvandet, kigges der på løsninger for at renovere de slidte vejbelægninger.
På de private grunde kan man lade regnvand sive ned på egen matrikel, hvilket der bliver fortalt om på informationsmødet.
Projektet er sat i gang på opfordring fra den lokale initiativgruppe på Vængerne. Gruppen har i årevis arbejdet for at forskønne og udvikle området.