Lyden af lut, harpe og blokfløjte giver genlyd i skolegården på Rødding Skole. Det er en helt almindelig formiddag – og så alligevel ikke. Alle 80 elever og skolens pædagogiske personale er samlet i skolegården for at øve.
Nedtællingen til Skives købstadsjubilæums store Historiske Marked torsdag den 18. juni er nemlig i gang. Historisk Marked er kulminationen på et helt skoleårs arbejde, hvor elever på tværs af kommunen har arbejdet med Skives historie gennem kreative, praktiske og faglige forløb.
Samtlige skoler i Skive Kommune bidrager med hvert sit indslag til markedet. Over 3.500 skoleelever spiller hovedrollen, når Anlægget fyldes med middelalderstemning, gøgl, riddere, husdyr, musik, dans og aktiviteter for publikum.
På Rødding Skole er bidraget en udstilling, der viser, hvad eleverne har arbejdet med i årets løb – og dans. Middelalderdans.En lærer stiller sig i midten af skolegården og genner skolens yngste ind i rundkredsen. De tager tøvende hinanden i hånden. Musikken spiller, mens læreren klapper takten, og eleverne begynder at danse.
En værdifuld proces
Efter dansen sidder to af skolens lærere, Rikke Kriegbaum Jensen og Lisbeth Vestergaard, klar til at fortælle, hvad skolen har fået ud af at deltage i Skive700-projektet.
De repræsenterer de mange hundrede engagerede undervisere fra hele kommunen, som gør projektet muligt. Rikke og Lisbeth er helt enige. Arbejdet med Historisk Marked har været en værdifuld proces.
- Der er rigtig meget læring i at arbejde på den her måde. Eleverne lærer selvfølgelig noget om middelalderen, men de lærer også om fællesskab, kreativitet og samarbejde. Når man bruger både hænderne, sanserne og kroppen, får man en anden forståelse, end hvis man kun læser om det i en bog, siger Rikke Kriegbaum Jensen.
De to undervisere mener eleverne har fået meget ud af forløbet. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann
Historien bliver levende
Arbejdet begyndte allerede tidligt i skoleåret, da skolerne blev introduceret til projektet.
På Rødding Skole besluttede lærerne, at eleverne skulle arbejde med dans, drama og kreative værksteder.
En vigtig del af projektet er at give eleverne en forståelse af den historie, de selv er en del af. Derfor har eleverne blandt andet samarbejdet med Spøttrup Borg og arbejdet med middelalderens lægeurter og planter.
Eleverne har fremstillet keramik sammen med en lokal keramiker, lavet plancher om planternes anvendelse og produceret en udstilling, der skal vises på markedet.
- Vi har forsøgt at kombinere det kreative med den faglige viden. Eleverne har lært om middelalderens planter og medicin, men de har samtidig fået lov til selv at arbejde med materialerne og skabe noget. Det gør læringen meget mere nærværende, siger Lisbeth Vestergaard.
Eleverne har også fremstillet amuletter, skindpunge og rebdukker inspireret af middelalderens forestillinger om sygdom og overtro.
- Vi kunne selvfølgelig bare have fortalt dem om overtro og sygdom i middelalderen. Men når de selv laver amuletterne og rebdukkerne og plukker de urter i naturen, man brugte som medicin, får de en helt anden forståelse af, hvordan livet var dengang. Historien bliver levende for dem, siger hun.
Eleverne har fået indsigt i naturlægemidler fra middelalderen. Foto: Skive Kommune
Et fællesskab på tværs af alder
For lærerne har projektet også vist værdien af at arbejde på tværs af klassetrin.Under de fælles værkstedsdage har de ældste elever hjulpet de yngste med blandt andet at flette bælter og fremstille middelalderudstyr.
- De store hjælper de små, og de lærer af hinanden. Det giver et helt særligt sammenhold. Her på skolen kender alle hinanden, og projekter som det her styrker den kultur endnu mere, siger Rikke Kriegbaum Jensen.
Hun peger på, at nogle elever blomstrer op, når undervisningen foregår uden for klasselokalet.
- Der er børn, som måske ikke trives bedst med at sidde stille ved et bord hele dagen. Her får de mulighed for at bruge hænderne, være kreative og arbejde praktisk. Det giver nogle andre elever mulighed for at vise deres styrker.
Kreative sjæle fra skolens nærmiljø har desuden syet middelalderdragter til samtlige af skolens elever og ansatte. Også den proces har lært eleverne om forholdene for flere hundrede år siden, fordi farverne på tøjet dengang indikerede, hvor rig eller fattig man var.
- I middelalderen var den blå farve både dyr og sjælden. Det var kun de rige, der havde råd til at gå i blåt, mens de fattige måtte nøjes med tøj farvet med naturfarve. Det har eleverne gået meget op i, fortæller Rikke Kriegbaum Jensen.
Eleverne har bl.a. samarbejdet med en lokal keramiker. Foto: Skive Kommune
Fra individ til fællesskab
Når Historisk Marked åbner den 18. juni klokken 13, bliver eleverne fra Rødding en del af et arrangement, der giver samtlige skolebørn i Skive Kommune en rolle i det historiske købstadsjubilæum.
Og netop dét er måske en af de vigtigste gevinster ved projektet, mener Rikke Kriegbaum Jensen.
- Vi lever i en tid, hvor meget handler om individet. Derfor er det vigtigt, at børn og unge oplever, hvordan det er at være en del af noget større end dem selv. Her skal de møde elever fra andre skoler, optræde foran mange mennesker og være med til at skabe en historisk begivenhed i fællesskab.
Historien lige uden for døren
Projektet giver eleverne et nyt blik på deres egen egn og historie.Klasserne har blandt andet været på ture i Skive, besøgt historiske steder og arbejdet med fortællingerne om byen gennem 700 år.
- Historie bliver meget mere forståelig, når man kan se den omkring sig. Når eleverne går langs de gamle bymure eller besøger Spøttrup Borg, bliver det pludselig virkeligt. Vi leger historien i stedet for kun at læse om den, siger Lisbeth Vestergaard.
For begge lærere handler projektet i sidste ende om mere end middelalderen. Det handler om at give eleverne oplevelser, fællesskaber og minder, som rækker langt ud over skoledagen.
Det faktum, at det Historiske Marked er et fyrtårnsprojekt, har haft en stor betydning, vurderer de to lærere.
- Det har først og fremmest betydet, at vi har haft midler til at lave flere ting, der ellers ikke, havde været muligt, siger Lisbeth Vestergaard og bliver suppleret af Rikke Kriegbaum Jensen.
- Jeg håber, de husker oplevelsen af at skabe noget sammen. At de husker, hvordan de var en vigtig brik i et stort fællesskab. Og jeg tror faktisk, at mange af dem vil kunne huske den her dag mange år frem i tiden, siger hun.