ERHVERVSVENLIGHED Samlet set har Skive Kommune flyttet sig fra en 20. plads til en flot 12. plads i DI’s store årlige erhvervsvenlighedsundersøgelse. Skive er blandt landets syv bedste til kommunal administration.

Effektiv sagsbehandling og en konkurrencedygtig gebyrstruktur. Det er to af hovedårsagerne til, at Skive Kommune i Dansk Industris årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed nu kårer Skive Kommune som den 12. mest erhvervsvenlige kommune i Danmark. Den flotte placering glæder borgmester Peder Christian Kirkegaard. - Vi arbejder hele tiden målrettet på at være en god kommune at drive virksomhed i, så jeg er meget glad for resultatet, idet det også er en klar prioritering, at vi skal være blandt de bedste kommuner i landet, fastslår han. Også kommunaldirektør Thomas Lindberg glæder sig over DI’s nye tal. Han hæfter sig særligt ved kategorien – kommunal sagsbehandling – hvor Skive Kommune får en 7. plads. Kommunal sagsbehandling er et centralt element i virksomhedernes møde med det offentlige, og er et område, hvor forskellene mellem kommunerne er tydelig. - Der har været et stort pres særligt på vores tekniske forvaltning den seneste tid, men selvom vi har travlt, og selvom vi har meget store udviklingsprojekter i gang, anerkender erhvervslivet os for indsatsen, og det er jeg utrolig glad for, siger Thomas Lindberg. To undersøgelser viser det samme I sidste uge blev en anden erhvervsvenlighedsundersøgelse offentliggjort: SMV Danmark målingen fortaget af små og mellemstore virksomheder. Også den giver Skive Kommune en 7. plads i kommunal administration, som dækker over blandt andet sagsbehandlingstid for byggetilladelser, miljøsager og sygedagpengerefusion. - Målt direkte på kerneopgaven, hvordan vi møder erhvervslivet, får vi en topplacering i to uafhængige undersøgelser. Det er jeg meget stolt over, siger kommunaldirektør Thomas Lindberg.  I selvsamme SMV-måling lander Skive Kommune på en 4. plads hvad angår erhvervssparring, støtte og vejledning til virksomhederne kun overgået af Mariager, Struer og Greve. Borgmester Peder Christian Kirkegaard er glad for, at erhvervslivet anerkender kommunens indsats.  - Det er et klart mål for os at sikre, at vores virksomheder får den støtte og vejledning, de har brug for. Derfor samarbejder vi tæt med Business Skive, og vi har skabt Vækstteamet, som også arbejder for at udvikle nye forretningsmodeller sammen med virksomhederne, siger borgmesteren. Skive i top med formidling Det er 16. år i træk Dansk Industri offentliggør sin store undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed. I år har DI fornyet undersøgelsen, så den blot omfatter fire hovedkategorier. Ud over kategorien Kommunal administration, hvor Skive altså er blandt landets ti bedste kommuner, får Skive også en topplacering i kategorien Overordnet erhvervsvenlighed og dialog. Virksomhederne er blandet andet blevet spurgt, hvordan de vurderer dialogen mellem erhvervslivet og kommunen. Besvarelserne lander på en samlet 14. plads, og virksomhederne er også yderst tilfredse med kommunens formidling af væsentlig information. Her lander Skive Kommune på en 4. plads sammenlignet med landets øvrige kommuner. Ingen grøn kategori Den grønne kategori, som før har sikret Skive en førsteplads, er i år blevet afløst af en kategori, der både dækker infrastruktur og energi. Her lander Skive Kommune på en samlet 26. plads. - Jeg glæder mig over, at vi stadigvæk viser at vi er blandt de bedste når det handler om energiforbrug, fokus på bæredygtig transport og klimavenlighed, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard og fortsætter: - Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre at vores vejnet fungerer. Vi ved, hvor meget det betyder for alle i kommunen og naturligvis for vores virksomheder, men de statslige veje som 26 og 34 har vi desværre ingen direkte indflydelse på. God til international arbejdskraft I den sidste kategori Uddannelse og arbejdskraft markerer Skive Kommune sig ved at præstere en vækst i antallet af unge, der vælger en erhvervsuddannelse. Virksomhederne anerkender også Skive Kommune for at kunne tiltrække internationale medarbejdere. - Vi er helt klar over, at arbejdskraft er afgørende for vores virksomheder. Derfor arbejder vores arbejdsmarkedsafdeling målrettet på at hjælpe med b.la. at søge efter udenlandsk arbejdskraft, sikre danskundervisning, supervision og støtte, når medarbejderne kommer til Skive, siger Peder Christian Kirkegaard og uddyber: - Jeg er stolt af, at vi har så entreprenante virksomheder her på egnen, der kan tiltrække dygtige mennesker fra hele verden. Når vi får bygget Spottet, og når GreenLab snart står klar med sit innovationscenter, har vi endnu bedre muligheder for at få international arbejdskraft til egnen, fastslår borgmesteren.   Fakta: DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2025, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 16. år i træk, DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed. 7514 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service. Undersøgelsen er sammensat af to typer indikatorer: Et spørgeskema til virksomhederne og statistik. Resultaterne er opdelt i fire temaer, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Det gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set. Hver kategori vægter 25 procent. 91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i de kommuner. Kilde: Dansk Industri