NG Metal har hovedsæde i Balling og producerer metalprodukter som underleverandør til en række forskellige brancher.
Virksomheden forventede ikke en færdig løsning på én dag, men håbede på nye perspektiver – og ikke mindst på at skabe kontakt til mulige fremtidige medarbejdere.
- De studerende ser på udfordringen med andre øjne. Samtidig får vi mulighed for at vise, hvem vi er, og hvad vi kan tilbyde. Vi har løbende praktikanter og er hele tiden optaget af at finde nye talenter, siger Regner Ditlev Dahl, Co-CEO for Operations & Commercial Affairs hos NG Metal.
En af de studerende var Mathias Vestergaard, der læser Global Business Engineering på femte semester på Aalborg Universitet. Inden arrangementet havde han aldrig sat sine ben i Skive.
- Problemstillingen fra NG Metal er superrelevant. Det var lærerigt at arbejde med en konkret udfordring og prøve at pitche vores idéer. Det tager jeg med mig videre, siger han.
Skive på Danmarkskortet
Mødet gjorde også Mathias Vestergaard, der er født og opvokset i Vejle, klogere på virksomhederne og jobmulighederne på Skiveegnen.
- Jeg havde helt ærligt ikke overvejet Skive som et sted, hvor jeg kunne søge job. Men arrangementet har vist mig, at der er flere interessante jobmuligheder her. Jeg uddanner mig til at arbejde med værdikæder i produktionsvirksomheder, så på den måde er Skive helt sikkert kommet på mit Danmarkskort, siger han.
De studerende kom fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet Herning, Syddansk Universitet og Erhvervsakademi MidtVest. De læser blandt andet stærkstrøm, produktionsteknologi, Global Management and Manufacturing og Global Business Engineering.
Ud over NG Metal deltog Thise Mejeri, DEIF og GreenLab med aktuelle udfordringer fra deres hverdag.
Synlighed er godt
Et arrangement, der bringer studerende fra videregående uddannelser sammen med lokale virksomheder, giver god mening i en kommune, hvor der er stor efterspørgsel efter specialiseret arbejdskraft, mener Regner Ditlev Dahl.
- Vi befinder os i et område med befolkningstilbagegang. Derfor er det vigtigt, at vi som virksomheder får mulighed for at vise potentielle medarbejdere, hvad vi kan tilbyde, siger han og fortsætter:
- Efter min mening kan vi præsentere en meget bred vifte af virksomheder her i kommunen. Vi har mange forskellige faglige specialer, og flere virksomheder arbejder med grøn innovation. Derfor er det godt, at vi får mulighed for at vise, hvad vi arbejder med.