April 2022: Nogle vil kalde det for blær, at vi i fire årtier er gået forrest med bæredygtig energi, men ikke her. For os er det bare sådan, det er her på Skiveegnen … og vi kalder det RENT LIV.

Sådan lyder én blandt mange små tekster, som du vil møde i den kommende tid på facebook, på infostandere, i toget, på busskilte, i radioen, i biografen, på facader og hegn… Ja, alle vegne vil du blive mødt af små bidder med historier om RENT LIV. For Skive Kommune skruer i de kommende uger op for egnens fælles fortælling, som indeholder en hel række af eksempler på, hvad RENT LIV også er. - Der er brug for, at vi giver RENT LIV et nyt og friskt pust. Det er godt 10 år siden, RENT LIV så dagens lys som Skiveegnens brand. Det blev allerede den gang taget godt imod, og det er gennem årene blevet flittigt brugt til at beskrive det særlige, der er ved Skiveegnen, og til at stå som pejlemærke for den udvikling, der bliver skabt på egnen. Men et egnsbrand står ikke bare og passer sig selv, det skal holdes i live. Og nu er det tid til at give det et boost, siger Birgitte Bahat, kommunikationschef i Skive Kommune. Et glimt i øjet Kendskabet til RENT LIV er stort på Skiveegnen, og troværdigheden er høj. Det viste en omdømmeanalyse, som Skive Kommune gennemførte sidste år. RENT LIV som fortælling stemmer for de fleste godt overens med deres opfattelse af Skive Kommune. Folk associerer RENT LIV med ting som natur, grøn omstilling, genbrug, fysisk og mental sundhed m.m., hvilket passer fint med placebrandets betydning. Analysen viste dog også, at nogle har svært ved at relatere sig til fortællingen. - Vi har derfor arbejdet på at gøre egnsbrandet mere nærværende, så folk nemmere kan se sig selv i fortællingen. I de kommende uger folder vi RENT LIV ud med specifikke eksempler, fortalt med et glimt i øjet. Målet er, at fortællingen taler ind til både hjerne og hjerte, og at den vækker den lokale følelse af stolthed, siger Birgitte Bahat. Noget at ha’ det i For der er virkelig noget at være stolt af, mener kommunikationschefen. - RENT LIV er noget særligt, og kan noget særligt. Der er ikke tale om sådan en lille forbigående kampagne, som kører for fuld skrue i et stykke tid for derefter at forsvinde ud i glemslen. Et egnsbrand skal være sammensat af treenigheden: Det, vi er. Det, vi gør. Det, vi siger. Med andre ord, det skal være en autentisk beskrivelse af Skiveegnen, vi skal bruge det i vores handlinger og hele tiden skabe mere af det. Og så skal vi fortælle om det, siger Birgitte Bahat, som slår fast, at RENT LIV netop indeholder alle tre dele. - Når RENT LIV har eksisteret i godt ti år, så er det, fordi vi har noget at ha’ det i. RENT LIV findes både i store udviklingsprojekter som GreenLab Skive, der udvikler fremtidens grønne teknologier, eller i små tiltag som når en flok elever sætter gang i biodiversitet på et stykke bar jord ved skolen. I de kommende uger viser vi nogle af de mange eksempler. Og selv om trykket ikke vil fortsætte med at være helt så stort, vil vi også fremover fortælle historier om RENT LIV, blandt andet på hjemmesiden rentliv.skive.dk, på sociale medier og via RENT LIV Nyhedsbrevet. Så folk hele tiden bliver mindet om, og kan mærke, at vi har RENT LIV her på Skiveegnen, siger Birgitte Bahat.