De ansatte i Skive Kommune skiller sig ud fra landets resterende 97 kommuner ved at have det laveste sygefravær i 2025.

I Skive Kommune bliver der arbejdet målrettet på at nedsætte sygefraværet, og dét lader til at have givet pote i 2025. Tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser nemlig, at det gennemsnitlige sygefravær i kommunen var på 11,4 arbejdsdage pr. fuldtidsbeskæftigede. Det er faldet med ikke mindre end 6,3 procent fra året før. Gennemsnittet for alle kommuner er 14,1 arbejdsdage i 2025, og kommunen har det laveste sygefravær i Danmark. Der er behov for alle i Skive Kommune  Forskellen fra de andre kommuner kan være svær at forklare, men i Skive kan det lave sygefravær blandt andet skyldes tilknytningen til arbejdspladsen. - Det handler om, at vi føler os knyttede til vores arbejdsplads og vores kolleger. Det giver en stor ansvarlighed og en grundlæggende følelse af, at der er behov for vores indsats, og at vi kan mærke, at vi gør en forskel, når vi kommer på arbejde. Det er desuden vigtigt, at relationerne på arbejdspladsen er præget af tillid og gode omgangsformer, siger Thomas Lindberg, kommunaldirektør i Skive Kommune. Den lokale dialog om trivslen Kommunen har for mange år siden erstattet de tilbagevendende spørgeskemaundersøgelser om medarbejdernes trivsel med et fast koncept for dialogbaserede trivselsundersøgelser, som har fået navnet Udviklingsdialog. - Udviklingsdialog går ud på, at vi forholder os konstruktivt og udviklende til trivslen på arbejdspladsen. I stedet for spørgeskemaer og rapporter med tal og grafer, sætter vi os sammen og drøfter, hvordan vi sammen kan udvikle vores arbejdspladser, så vi i endnu højere grad kan trives med at løse vores opgaver i fællesskab. Jeg oplever, at det er en model, som faktisk er med til at skabe trivsel, og som understøtter den gode ånd af åbenhed og tillid, siger Ricki Laursen, HR- og udviklingschef. Fokus på det konkrete fravær  Skive Kommune har altid haft et relativt lavt sygefravær blandt landets kommuner. For nogle år siden var der dog tegn på et behov for en fornyet indsats. Med inspiration fra andre kommuner, blev der sat fokus på den måde, hvorpå det konkrete sygefravær håndteres på arbejdspladsen.Der blev på flere områder strammet op på procedurerne for, hvordan man melder sig syg, og hvordan lederen følger op på sygefraværet. De nye indsatser blev drøftet blandt ledere og medarbejderrepræsentanter, og lederne blev klædt på til at varetage lederrollen. Desuden var HR-afdelingen med på sidelinjen, og understøttede lederne i deres indsats, og fulgte også konkret med i ledernes opfølgningsarbejde og dialog med medarbejderne. I dag er det indarbejdet som en fast praksis og en kompetenceudvikling for lederne. - Vi lægger vægt på dialogen med den enkelte medarbejder, når sygefraværet begynder at blive længerevarende, eller det begynder at gentage sig. Vi forholder os konkret til situationen for den enkelte, og hvordan vi kan understøtte medarbejderen i at trives med at komme på arbejde og dermed minimere fraværet, forklarer Thomas Lindberg. Vil du læse mere om sygefravær i landets kommuner, kan du klikke på linket her.