UDDANNELSE Læreruddannelsen i Skive er truet af lukning. Det er situationen, efter bestyrelsen i VIA University College på sit seneste møde foreløbigt har truffet beslutning om lukke uddannelsen på baggrund af en redegørelse fra VIA’s direktion. Det kommer dog ikke til at ske uden kamp fra Skives borgmester, som mener, at en sådan beslutning vil være i klar strid med VIA University Colleges DNA og helt ude af trit med den nationalpolitiske dagsorden.

Skives borgmester Peder Christian Kirkegaard er skuffet over VIA University Colleges foreløbige beslutning. Han sidder selv med i bestyrelsen og har derfor både indsigt i og forståelse for VIA’s vision og mission, og netop på det grundlag sætter han spørgsmålstegn ved den foreløbige beslutning. - Jeg har som bestyrelsesmedlem kæmpet imod denne foreløbige beslutning allerede i forløbet op til, og jeg vil kæmpe videre for læreruddannelsen i Skive. Fordi jeg mener, beslutningen er i klar strid med selve det DNA, som VIA er bygget op omkring; nemlig at vi har decentrale udbud af videregående uddannelser i hele regionen. Det er jo VIA’s egen vision, og jeg mener, at VIA er forpligtet til at leve op til det samfundsansvar, siger Peder Christian Kirkegaard. Som medlem af bestyrelsen har borgmesteren mulighed for at sende en mindretalsudtalelse med ud sammen med høringsmaterialet. Den lyder som følger: ”Peder Chr. Kirkegaard er uenig i bestyrelsens foreløbige beslutning om lukning af læreruddannelsen i Skive, da der intet er at udsætte på kvaliteten af den undervisning de ca. 160 studerende modtager på stedet, jf. Direktionens redegørelse til bestyrelsen. Der udtrykkes udelukkende bekymring for kvaliteten i fremtiden. En bekymring for fremtiden kan italesættes og være med til at træffe mange utilsigtede beslutninger. En lukning vil også være i direkte modstrid med Regeringen, og Folketingets intentioner, om at skabe et Danmark i balance bl.a. ved at bibeholde og styrke erhvervs – og professionsuddannelser udenfor de større byer. ” Peder Christian Kirkegaard uddyber: - Der er intet belæg for, at Læreruddannelsen i Skive ikke leverer kvalitet i uddannelsen. Der er ikke en finger at sætte på kvaliteten. Jeg mener ikke, at det alene er et kvalificeret argument at tale om bekymring for kvaliteten i fremtiden. Summen af kvalitet kommer også til udtryk på meget forskellig vis. På mange mindre undervisningssteder er det for eksempel meget nære relationer, overskuelighed og trykke rammer, der er med til at højne kvaliteten af den samlede undervisning. Udover at være i strid med VIA’s egen vision peger Skive-borgmesteren på, at den foreløbige beslutning er helt ude af trit med den nationalpolitiske dagsorden om, at flere studiepladser skal placeres uden for Danmarks fire største byer. - Regeringen er på vej med nye tiltag i forlængelse af sidste års udspil: ’Forberedt på fremtiden I’ – en sammenhængende reformkurs på uddannelsesområdet. Allerede i det første udspil blev det italesat, at der fortsat skal være gode uddannelsestilbud og bæredygtige uddannelsesinstitutioner i alle dele af landet. Alle med en finger på pulsen ved, at der i regeringens kommende udspil også vil være fokus på netop uddannelses-balancen i Danmark. Derfor kommer VIA’s foreløbige beslutning også til at gå direkte imod den retning ved at lukke en velfungerende kvalitetsuddannelse på Læreruddannelsen i Skive, hvilket sikkert vil vække en del undring regionalt og landspolitisk, siger Peder Christian Kirkegaard.