NIKOTINSTOP Sundhedscenter Skive gentager de sidste års succes og starter igen Skive Kvitter i efteråret.

Forløbet strækker sig over et par måneder, er helt gratis og har allerede hjulpet mange med at blive røg- og nikotinfrie. Du kan allerede nu tilmelde dig og sikre dig en plads på forløbet – der er et begrænset antal pladser. Du kan deltage sammen med en kollega, nabo, partner eller andre, men du er også meget velkommen alene. Erfaringer fra sidste års Skive Kvitter En deltager fra sidste års forløb fortæller om sine overvejelser: - Jeg så et opslag på Facebook omkring Skive Kvitter og jeg tænkte, at jeg ikke havde noget at tabe, så jeg tilmeldte mig. Jeg var kommet til et punkt, hvor jeg følte, jeg måtte gøre noget. Om fællesskabet på forløbet tilføjer han: - Det var godt at deltage i fællesskabet omkring Kvitter. Man skulle lige op og høre, hvordan det gik med de andre. Det var spændende at følge med i. Netop fællesskabet er noget der har stor betydning for at lykkes med sit ryge- og nikotinstop, fortæller ryge- og nikotinstopkoordinator Linda Ann Jensen fra Sundhedscenter Skive: - Sidste års forløb bekræftede vores erfaringer fra tidligre forløb, hvor vi oplever, at det er nemmere at stoppe, hvis man er sammen med andre og kan støtte hinanden. For mange er det rigtig svært at slippe af med nikotintrangen, som er blevet en vane - eller måske nærmere en afhængighed, som kan være svær at tackle alene. Hvorfor deltage på Skive Kvitter? Stærkt fællesskab: Du er ikke alene! Deltag sammen med andre og oplev hvordan fællesskab og støtte kan gøre en forskel. Erfarne vejledere: Vores stopvejledere og sundhedskonsulenter står klar til at hjælpe dig igennem hele forløbet. Motivation og præmier:Hver gang du mødes med gruppen, er der spændende præmier på spil, som kan booste din motivation. Gode resultater: Erfaringer viser, at mange deltagere, der gennemfører forløbet, lykkes med at stoppe. Samarbejde med Kræftens Bekæmpelse Skive Kvitter afholdes i et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og en række andre kommuner for at sikre de bedste resultater og bredeste rækkevidde. Tilmelding og information Vil du være med?  Tilmeld dig og få yderligere oplysninger (åbner i et nyt vindue) Fakta om forløbet Forløbet starter den 2. september kl. 17.00 - 19.00 De deltagende kommuner er Skive, Silkeborg, Ikast-Brande, Viborg, Silkeborg, Holstebro, Lemvig, Struer og Ringkøbing-Skjern Alle, der ønsker at stoppe med rygning, damp eller snus, og som bor i Skive Kommune, kan tilmelde sig ved Sundhedscenter Skive Der er plads til maks. 60 deltagere Forløbet består af 6 mødegange med et kort fælles oplæg og dialog i mindre grupper med fast ryge- og nikotinstopvejleder Forløbet er gratis Erfaringer fra tidligere forløb viser, at deltagerne typisk spænder vidt i alder