INTERVIEW Hvorfor blev du borgmester? Hvor mange møder holder du om dagen? Hvor opbevarer du borgmesterkæden? Det var nogle af de mange spørgsmål, som borgere fra aktivitetstilbuddet Magneten, stillede borgmester Peder Christian Kirkegaard, da de onsdag besøgte ham på rådhuset. Formålet med besøget var at interviewe borgmesteren til Magnetens avis, som de udgiver to gange om året.

Både borgmesteren og gæsterne havde forberedt sig godt. Peder Christian Kirkegaard havde glædet sig til besøget, og der var stillet Hancock sodavand og chokolader frem på bordet. Gæsterne havde skrevet en række spørgsmål ned på et stykke papir, som de kunne tage udgangspunkt i, og de fulgte også op med flere undervejs. Da Peder Christian Kirkegaard svarede, at borgmesterkæden ligger forsvarligt låst inde i et sikret rum, ville en høre, om den er tung. Og da han fortalte, at han den pågældende dag havde seks møder, ville en anden vide, om han nu også fik tid til at spise, når han har så travlt. Det kunne borgmesteren forsikre om, at han gør, idet han er så heldig, at der også bliver serveret mad ved nogle af de mange møder. Det beroligede tydeligvis de omsorgsfulde gæster.  Besøget varede en time, og det var ét af dagens vigtige møder, som Peder Christian Kirkegaard havde i sin kalender den dag. Han glæder sig nu til at læse artiklen, når den er færdig og udkommer i Magnetens avis. Aktivitetstilbuddet Magneten tilbyder beskyttet beskæftigelse samt aktivitet og samvær. I dagligdagen arbejdes bl.a. med musikudfoldelse, brændepladsaktivitet, motion, kreativt værksted, sansestimulation, have-/ude liv m.v.