BOLIGSTØTTE Det bliver fremadrettet nemmere for borgere, der bor i en af Skive Kommunes ældre- eller plejeboliger, at få tildelt den rette boligstøtte, når huslejen stiger. Servicen gælder ikke borgere, der bor til leje i privat-udlejede boliger.

Det er den enkeltes eget ansvar at indberette en huslejestigning til Udbetaling Danmark i forbindelse med ansøgning om boligstøtte. Men det kan være en uoverskuelig opgave for nogle, så derfor indfører kommunen nu en ordning, der gør indberetningen automatisk, hvis man bor til leje i en af kommunens ældre- eller plejeboliger. Skive Kommune blev i marts kontaktet af formanden fra Lev Skive (den lokale afdeling i interesseorganisationen, Lev – livet med udviklingshandicap), som fortalte om en borger, der har fået mindre i boligstøtte, end vedkommende var berettiget til. Borgeren havde haft en huslejestigning, men havde ikke indberettet den.  Efter henvendelsen fra Lev Skive har kommunen kigget området grundigt efter. Gennemgangen har vist, at kommunes ældre- og plejeboliger ikke har været oprettet i Huslejeregisteret, hvilket ellers ville sikre en automatisk indberetning af huslejestigninger til Udbetaling Danmark. Det bliver der nu lavet om på. Glade for henvendelsen - Det skal ikke være svært eller bøvlet at få den boligstøtte, man er berettiget til, når der sker huslejestigninger. Vi er glade for, at Lev Skive har gjort os opmærksomme på problemstillingen, for nu sikrer vi, at alle borgere automatisk får den boligstøtte, de er berettigede til, når huslejen stiger i vores ældre- og plejeboliger, siger Lars Harder, direktør i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Skive Kommune.  På trods af, at borgerne selv har ansvaret for at indberette, så ærgrer han sig over, at kommunen ikke har sikret den automatiske indberetning tidligere. Forvaltningen var nemlig i gang med at kigge på den mulighed for nogle år tilbage, men opgaven blev ikke fulgt til dørs.  - Noget af forklaringen er corona, som pludselig kom og fyldte rigtig meget i forvaltningen. Og desværre blev der efterfølgende ikke fulgt op på det arbejde, der var sat i gang. Det ærgrer mig, at vi ikke indførte automatisk indberetning allerede dengang. Det gør vi nu. Fra den 1. maj får vores borgere automatisk reguleret boligstøtten i forbindelse med stigninger i deres husleje, siger Lars Harder. Klar fra den 1. maj Skive Kommunes ældre- og plejeboliger administreres af Boligselskabet Sct. Jørgen. Efter aftale med kommunen har boligselskabet nu oprettet samtlige ældre- og plejeboliger i Huslejeregisteret. Indtastningen er sket manuelt, da der skulle hentes oplysninger fra flere steder, derfor har det taget noget tid.  Boligselskabet har gennemført indtastning og var færdig ved udgangen af april. Det betyder, at alle borgere i Skive Kommunes ældre- og plejeboliger, der har søgt boligstøtte, automatisk vil få reguleret boligstøtten med virkning fra den 1. maj 2025. Udbetaling Danmark har sendt et brev til alle borgere, som bor i kommunens ældre- og plejeboliger, med information om, at huslejestigninger fremadrettet indberettes automatisk. Her gør Udbetaling Danmark også opmærksom på, at borgeren selv har ansvaret for at tjekke, at alle oplysninger om huslejen er korrekte, ligesom borgeren fortsat skal oplyse Udbetaling Danmark om andre ændringer, som har betydning for deres boligstøtte.  Ifølge Udbetaling Danmark vil det ikke være muligt for borgere, der har haft huslejestigninger, men som ikke har indberettet det til Udbetaling Danmark, at få reguleret boligstøtte bagud. Udbetaling Danmark oplyser også, at der i særlige tilfælde kan ske omberegning tilbage i tid, hvis boligstøttemodtageren har fået mangelfuld eller slet ingen vejledning om, at de skal oplyse Udbetaling Danmark om huslejestigninger.