FRIVILLIG Det runger af latter på Center Møllegården. Karen-Marie Lillelund leverer den ene punchline efter den anden, og tilhørerne tager godt imod. Hun er dagens humoristiske indslag til en temadag for de frivillige i Pleje & Omsorg i Skive Kommune.

Temadagene er blevet en tradition, som nu finder sted to gange om året. Temadagene er en anerkendelse for det frivillige arbejde, som mange lægger på Kommunens plejecentre, i hjemmepleje og på Center Møllegården. Arrangementet er et politisk ønske og derved også økonomisk støttet. Ønsket er at anerkende det frivillige stykke arbejde, der hver dag bliver lagt i Pleje & Omsorg. Dagen indeholder både alvorligt og sjovt indslag Aktivitetsmedarbejder på Center Møllegården, Hanne Christiansen, fortæller, at der altid er et fagligt oplæg om formiddagen, og et humoristisk oplæg om eftermiddagen. Dagens faglige oplæg er et tryghedsskabende oplæg af Politiet, hvor der er blevet vejledt i sikker færden på internettet, fup-opkald, tricktyverier mv. De frivillige fik gode råd til, hvordan de passer på sig selv, og hvordan de passer på andre.  En gruppe frivillige kvinder fra Breumgaard Plejecenter fortæller, at oplægget fra Politiet var rigtig godt. De føler alle, at de har fået gode værktøjer med derfra, og at det har givet en god debat til dagens frokost. Frokosten indtages i Møllegårdens fællesområde, hvor de alle har fået en sandwich og en øl eller vand. Da klokken nærmer sig 13.00, bliver der opbrud blandt de frivillige i fællesrummet. De trækker alle ind i foredragslokalet igen, for at finde sig en plads, inden Karen-Marie Lillelund skal stå for dagens underholdende indslag. Hun skal fortælle om ”Humor – som værktøj til arbejdsglæde”.  Der er højt humør fra start, og Karen-Marie har godt tag i sit publikum, så der er ikke langt mellem latterbrølene. Hun har forberedt sig godt, og man kan mærke, at hun tilpasser sig det modne publikum. Ikke at det betyder det store, for i humoren er vi alle lige, som hun fortæller. De frivillige er glade for anerkendelsen Temadagen har endnu engang været en succes, konkluderer aktivitetsmedarbejder Hanne Christiansen. Hun har i dag dækket op til 104 personer, og hun fortæller, at de faktisk næsten altid er over hundrede mennesker til temadagene. De fem frivillige fra Breumgaard har også kun positiv ros til dagen. De har alle været med flere gange, og hver gang føler de, at de har fået noget godt og brugbart med hjem. De sætter pris på dagen, som de ser som et skulderklap, for den indsats de gør.