En varm velkomst til de frivillige
Det var aktivitetsmedarbejder Hanne Christiansen, der stod for dagen og bød velkommen til de mange deltagere. Lokalet var flot dækket op med blomsterdekorationer, påskepynt og små lækkerier ved hver plads. Ved velkomsten gjorde Hanne også opmærksom på den lille guldkaramel ved hver plads – en symbolsk gestus, fordi de frivillige er guld værd.
De frivillige kommer blandt andet fra kontaktråd, venneforeninger, Café Solstrejf og andre fællesskaber omkring kommunens tilbud. Arrangementet er politisk støttet og skal være med til at anerkende det store arbejde, de frivillige lægger i hverdagen.
Oplæg om sorg og støtte i svære tider
Efter velkomsten sang deltagerne fællessangen “Kærlighedens sang ved et tab”. Herefter holdt Natalia Packert Andresen, sognepræst, hospicepræst og beredskabspræst i Region Midtjylland, dagens første oplæg om at finde vej i sorgens landskab. Med udgangspunkt i sit arbejde med sorggrupper fortalte hun om mødet med mennesker i krise og gav perspektiver på, hvordan vi kan støtte hinanden i svære perioder.
Foredrag satte fokus på “det lille ekstra”
Efter frokost fortsatte dagen med foredrag ved Connie Svendsen, der satte fokus på betydningen af at give “det lille ekstra” i mødet med andre mennesker. Undervejs blev der også plads til masser af smil og fællesskab, da deltagerne blandt andet spillede brok-røvs-banko med både hovedgevinst og sidegevinster.
Alle deltagere fik også en lille gave med hjem fra foredragsholder Connie Svendsen: to plakater med citater – blandt andet “Du har kun 86.400 sekunder i døgnet. Hver dag er en gave – nyd den” – samt et armbånd med citatet “Det lille ekstra”.
Tak for indsatsen
Temadagen gav de frivillige mulighed for både faglig inspiration og hyggeligt samvær – og ikke mindst en stor tak for deres engagement i Pleje & Omsorg i Skive Kommune.