I november er der seniorrådsvalg, hvor der skal vælges nye medlemmer til Seniorrådet i Skive Kommune for årene 2026-2029. Det er nu muligt at stille op som kandidat.

Seniorrådet i Skive Kommune består af ni medlemmer og tre suppleanter, som vælges for en periode på fire år ad gangen. Det nuværende Seniorråd har siddet siden 2022, og derfor skal der vælges et nyt Seniorråd for valgperioden 1. januar 2026 til 31. december 2029. Det kommende valg foregår i perioden 04. november – 18. november 2025. Hvad er formålet med et seniorråd? Seniorrådets formål er at rådgive Byrådet på de politiske områder, der vedrører seniorers sundhed og trivsel. Det kan f.eks. være på sundhedsmæssige, sociale, kulturelle, trafikale, bolig- og byplanmæssige forhold. Seniorrådet skal derudover varetage seniorernes interesser og formidle synspunkter mellem seniorer og Skive Byråd. Medlemmerne i Seniorrådet har tavshedspligt, og de arbejder uafhængigt af partipolitik og andre organisationer. Formand for Seniorrådet Gurli Lausen fortæller, at det er spændende at sidde i Seniorrådet, fordi det er forskelligt fra menneske til menneske, hvad der for os hver især er et godt seniorliv:  - Vores opgave i Seniorrådet er at rådgive politikkerne på alle de områder, der har betydning for seniorernes sundhed og trivsel. Vi har fokusområder på f.eks. pleje, plejeboliger, ensomhed, sundhedsområdet, forebyggelse og sundhedsfremme, bolig og byområde, trafik/infrastruktur og tilgængelighed i naturen, siger Gurli Laursen.  Seniorrådet er med til at sikre, at seniorerne i Skive Kommune har mulighed for at få indflydelse på de seniorpolitiske spørgsmål. Alle forslag der vedrører seniorer skal sendes til høring i Seniorrådet, før de vedtages i byrådet. Seniorrådet kan også på eget initiativ udtale sig og stille forslag til emner, der har interesse for kommunens seniorer.  Formand for Seniorudvalget Per Jeppesen pointerer ligeledes det vigtige samarbejde mellem Seniorudvalget og Seniorrådet:  - Vi har i Seniorudvalget været meget glade for det rigtigt gode samarbejde vi har haft med Seniorrådet. Ikke mindst er jeg glad for, at Seniorrådet altid har forholdt sig positiv kritisk til diverse tiltag og altid har haft for øje, at de tiltag der løbende sker, har til hensigt at gøre dagligdagen endnu bedre for kommunens seniorer og ældre, siger Per Jeppesen. Oplysnings- og opstillingsmøder Der er arrangeret tre oplysnings-og opstillingsmøder, hvor det er muligt at høre mere om, hvad det indebærer at sidde i Seniorrådet. Møderne afholdes:  Onsdag d. 3. september 2025 kl. 19.00 i Multisalen på Højslev Plejecenter  Torsdag d. 4. september 2025 kl. 19.00 i Salling Hallerne i Roslev Onsdag d. 10. september 2025 kl. 19.00 på Aktivitetscenteret i Skive (Ny Skivehus) Oplysnings- og opstillingsmøderne forventes at afslutte omkring kl. 21.00. Der vil blive serveret kaffe og kage i forbindelse med møderne. Man er velkommen til at deltage i mødet, selvom man ikke ønsker at stille op som kandidat til Seniorrådet, men blot ønsker at høre mere om Seniorrådets opgaver.  Forskellighed vægtes højt i Seniorrådet Formand for Seniorudvalget Per Jeppesen og formand for Seniorrådet Gurli Laursen håber, at der er mange, der har lyst til at deltage i det fortsatte arbejde i Seniorrådet og vil stille op til valget i efteråret 2025 – netop for at sikre, at Skive kommune også fremadrettet kan være en rigtig god kommune at være senior i.  - Jeg håber, at Seniorrådet i lighed med det nuværende råd kan blive bredt geografisk repræsenteret, siger Per Jeppesen. Ligeledes fortæller formand for Seniorrådet Gurli Laursen:  - I det nuværende Seniorråd oplever vi, at det har stor positiv betydning for vores arbejde, at de 9 medlemmer har vidt forskellig erhvervserfaring, livserfaring og ikke mindst er bosat rundt omkring i Skive Kommune. Vi ser personlig og geografisk forskellighed som en styrke. Opstil som kandidat til Seniorrådsvalget For at stille op som kandidat til Seniorrådsvalget skal man være fyldt 60 år senest 18. november 2025 og have folkeregisteradresse i Skive Kommune. Det er muligt at melde sig som kandidat frem til den 23. september kl. 12.00. Kandidater kan læse mere og melde deres kandidatur på skive.dk/seniorrådsvalg