Det pusler inde fra værelset, og stemmer taler roligt sammen. Man kan høre, at Michael får redt håret en sidste gang, inden han får besøg. Diana er kommet for at tale med Michael og Helle om, hvordan de i Skive Kommune er blevet bedre til at tale om ønsker for livets afslutning. Helle Jespersen er social- og sundhedsassistent og Michaels mest fortrolige på Plejecenter Marienlyst, hvor Michael bor. Michael er 57 år og hårdt ramt af KOL. Han har boet på plejecenteret i tre år, og han ved godt, at han ikke får lov til at leve så længe, som han gerne vil. Pleje & Omsorg har været dygtige til at implementere Projekt Livets Afslutning Diana Gaarskjær er sygeplejerske i det sygeplejefaglige udviklingsteam i Pleje & Omsorg. Hun har været med til at implementere Projekt Livets Afslutning. Det er en opgave, som medarbejderne i Skive Kommune, ifølge overlæge Ove Gaardboe, har været meget vellykkede til. Ove fortæller, at en af årsagerne til, at implementeringen har fungeret godt i Skive Kommune, er, at man som Kommune har prioriteret opgaven, og har fundet de økonomiske ressourcer til at få projektet til at leve. Diana Gaarskjær har været tovholder på projektet, og har, sammen med en anden medarbejder, været frikøbt fra andre opgaver, for at kunne koncentrere sig udelukkende om denne opgave i et helt år. Projektet blev først implementeret på tre udvalgte plejecentre, og er efter projektets afslutning blevet udbredt til Kommunens øvrige plejecentre.  Plejepersonalet har fået de rette redskaber til at håndtere den nødvendige samtale Tilbage på Plejecenter Marienlyst kører fjernsynet med et afsnit af Matador. Grisehandler Larsen og Røde skåler på Jernbanehotellet, som de har gjort så mange gange før, for Michael kan godt lide at se Matador. Han sidder på sengen med en dyne over sig. Det er her, han bedst kan lide at være. Han forlader faktisk helst ikke lejligheden, hvis han kan blive fri for det. Lyden på fjernsynet bliver slukket, men billedet kan godt få lov til at køre videre, mener Michael. Diana sætter sig i stolen ved siden af Michael. Hun småsludrer lidt med Helle, så Michael kan vænne sig til den besøgende. Helle fortæller, at livets afslutning er et emne, som det tidligere har været svært at tale om for både beboere, personale og pårørende. Det har derfor været rigtig godt, at personalet nu er blevet undervist i, hvordan de skal blive bedre til at invitere til samtalen. De har, som personale, fået en værktøjskasse med redskaber til den nødvendige samtale, bl.a. spørgeteknikker og indgangsvinkler. Nu tager de hul på samtalen om ønsker for livets afslutning, allerede når beboerne flytter ind på plejecenteret. Det gør de, fordi det er godt at få talt om, mens tiden stadig er til det, og for at gøre det i fredstid, fortæller Diana. Når plejepersonalet ved, hvilke ønsker borgeren har, så er det nemmere at efterleve. Og når samtalen starter i god tid, så bliver det ofte mere naturligt at få talt sig ind på det liv de ældre borgere har levet, hvad de gerne vil opnå i den sidste tid og hvordan de gerne vil herfra. Det er det, som Michael og Helle har gjort. De kommer dybere og dybere ned i samtalen hver gang. Det har givet dem et særligt bånd. Faktisk så tæt, at det er begyndt at bekymre Michael, at Helle kan gå på pension om et år. Helle forsikrer dog Michael om, at når hun engang går på efterløn, så skal hun nok komme og besøge ham. Diana vender opmærksomheden mod Michael, og spørger, hvordan forløbet har været for ham. Han er meget eftertænksom, inden han svarer. Han lægger ud med at fortælle, at hans mor døde af KOL for mange år siden, og at han godt kunne huske, hvordan det var som pårørende. Han havde nemlig aldrig selv fået talt med moderen om hendes ønsker for livets afslutning. Det gjorde, at han selv stod alene med mange beslutninger, oven i en enorm sorg over tabet af en forælder, da hun døde. Efter han selv blev syg, begyndte tankerne om døden at fylde meget. Det bliver hurtig klart, at de fleste bekymringer Micael har haft, egentlig drejer sig om omsorg over for hans søn, så han ikke oven i sin sorg, skal stå med en stor overvældende planlægningsmæssig byrde, når Michael ikke længere er her.  Det er svært at være pårørende til en, som måske snart skal dø Michaels søn er midt i 20’erne, og det har altid været de to sammen. Michael har været alene med ham, siden han var 1½ år gammel, og Michael fortæller, at der ikke er andet familie tilbage. De to boede sammen, indtil Michael blev så dårligt, at han var nødsaget til at flytte på plejecenter. De taler dog stadig sammen hver eneste dag, mindst en gang og sjældent mindre end en time. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham, siger Michael med et eftertænksomt blik i øjnene. Han fortsætter, men det heldigvis er lønnen for arbejdet, man har gjort, og hentyder til at den kærlighed, han har givet til sønnen, som nu bliver givet tilbage til ham. Michaels søn bryder sig ikke om at tale om, at der kommer en dag, hvor hans far ikke længere er her. Det kommer for tæt på. Michael håber dog på, at hans planlægning og beslutninger hjælper sønnen, når han engang dør. Det er længe siden Helle og Michael tog hul på snakken om, hvad der skal ske, når Michael ikke længere er her. Både Michael og Helle er enige om, at det har været en befrielse for Michael at få talt om alle de tanker, han gjorde sig. Og selv om det grundlæggende er på plads, så bliver de ved med at have samtaler om emnet. Så sent som i mandags, da de forberedte sig til Dianas besøg, fandt de ud af, at Michael gerne vil synges ud fra plejecenteret. Lige nu er han ved at undersøge, hvad det koster at blive begravet. Det giver borgerne ro i hovedet Og det er netop alt det, som Projekt Livets Afslutning har drejet sig om. At give borgerne ro, og give dem lov til at dø, som de ønsker det. Projektet er startet som et tværsektorielt projektsamarbejde mellem Hospitalsenhed Midt, Viborg Kommune, Silkeborg Kommune og Skive Kommune i årene 2020 til 2022, og lever nu videre som et indsatsområde hos hver af de fire områder. Ifølge overlæge Ove Gaardboe er det helt generelt svært at gå fra projekt til indsats til rutine. Mange projekter løber ud i sandet, når der skal skiftes fra den ene fase til den anden, og her besluttede Skive Kommune med det samme at finde de ekstra ressourcer til videreførelsen af projektet. Han fortæller, at det, i kombination med, at Skive Kommune har formået at finde de rette personer, med de rette kompetencer, hjertet på rette sted og som kan formidle til andre, har gjort, at Skive Kommune har været succesfulde med at få Projekt Livets Afslutning til at leve. Ikke klar til at dø endnu Michael har tatoveringer hele vejen op ad armen, som vidner om et levet liv. Han er dog ikke klar til dø endnu, og hvis han kunne, så ville han gerne leve for evigt, fortæller han. Han er glad for livet, selv om han er syg, og derfor synes han, det er for hurtigt, han skal herfra. Han tror ikke på et liv efter døden, så man skal leve det liv, man har. Han fortsætter og siger: ”Jeg tror ikke på gud. Jeg tror på, man har hinanden. Når vi er væk, så er det, der er tilbage, det som andre husker om en”. Selv om han ikke tror på gud, så vil han gerne begraves i Vor Frue Kirke, for der har han arbejdet engang. Diana takker Michael og Helle for besøget, og Michael vender tilbage til Matador, hvor der nu er fest i stuerne hos familien Varnæs. Diana og den resterende projektgruppe er tilbage til deres normale opgaver, men Pleje & Omsorg har stadig fokus på området, og alt personalet har nu en øget opmærksomhed på borgernes ønsker for livets afslutning. Diana samarbejder desuden stadig med Ove Gaardboe om at sætte fokus på livets afslutning i hele landet, bl.a. ved at holde oplæg om implementering af Projekt Livets Afslutning til konferencer.  Sygeplejerske Diana Gaarskjær taler med Michael og SSA Helle Jespersen om livets afslutning. Foto: Lone Dahl.