Klokken er lidt over 13 en onsdag eftermiddag, da Pernille Friis møder en beboer på Skovbakkehjemmet, der ikke kan finde tilbage til sin lejlighed. Pernille Friis kender hende, og taler blidt og forstående med hende, holder øjenkontakt, og det er tydeligt, at beboeren hurtigt bliver tryg ved Pernille Friis’ hånd på sin arm. Pernille Friis får stille og roligt guidet beboeren tilbage i den rigtige retning, før hun går. Pernille Friis er under uddannelse til SOSU-hjælper, og i øjeblikket i praktik på Skovbakkehjemmet, og har egentlig fået fri. Men hun brænder for sit arbejde i hjemmeplejen og kontakten til beboerne.
Pernille Friis arbejdede som ufaglært omsorgshjælper i et par år i Pleje & Omsorg i Skive Kommune, og da hendes områdeleder i hjemmeplejen opfordrede hende til at tage en uddannelse, var hendes første indskydelse dog ikke ligefrem positiv.
- Jeg tænkte, fuck nej, det skal jeg ikke. Det der med skole, det er ikke lige mig. Men jeg kunne også godt se fordele i at få mere ansvar, end jeg har som ufaglært. Jeg ville også gerne være kontaktperson, og en dag blive vejleder for andre studerende. Man får jo flere opgaver og mere ansvar som faglært end ufaglært, så jeg endte med at sige ja til Birgittes forslag, siger Pernille Friis.
Stor succes med at uddanne ufaglærte
Det var Birgitte Andersen, der overbeviste Pernille Friis om, at hun var så stort et aktiv, at hun skulle tage en uddannelse og få flere muligheder for at udvikle sig og få ansvar på sit arbejde. Faktisk fik Birgitte Andersen overbevist fem af de ufaglærte hun har ansat i Hjemmeplejen Nord og Nat om, at de skulle i gang med en uddannelse, og dermed måtte hun sige farvel og sende dem afsted på skole i januar 2023. Derudover er yderligere fire startet på uddannelse i år.
- Det var lige lidt hårdt i januar, at jeg manglede fem virkelig dygtige medarbejdere, for jeg er virkelig glad for dem. Men til gengæld har de lovet mig, at de vender tilbage og bliver ansat hos mig, når de er færdige med deres uddannelse, siger Birgitte Andersen og smiler.
Faktisk har mere end 4 ud af 5 ansatte ude i hjemmeplejen og på plejecentrene en uddannelse i Skive Kommune, og dét er højt, når man sammenligner med resten af landet. Kommunen ligger i top20, når man sammenligner os med de 98 andre kommuner i Danmark. Det er langt fra tilfældigt, og skyldes blandt andet den indsats som f.eks. Birgitte Andersen gør for at motivere sine ufaglærte ansatte til at få en uddannelse, mener Jan Bendix Jensen, der er chef for Pleje og Omsorg i Skive Kommune:
- Vi gør jo en stor indsats for at motivere til og hjælpe med at få en uddannelse til dem, som vi kan se noget potentiale i. Vi bruger både voksenelevløn, for at gøre det lettere at overskue en periode som studerende, og vi har engagerede og dygtige medarbejdere ude i plejen, som er meget opmærksomme på at lære fra sig, og på at gøre Pleje og Omsorg til et godt sted at være i lære. Det betaler sig at tage et socialt ansvar i sidste ende, og det kan vi, fordi det foregår i nogle gode rammer med dygtige medarbejdere, der er gode til at lære eleverne op, siger Jan Bendix Jensen.
Målrettet indsats for at få uddannede SOSU’er
Ledigheden blandt uddannede SOSU’er i Skive Kommune er helt nede på 0,2 procent, og dermed er der ikke mange til at søge om de ledige stillinger. Der er kun syv andre kommuner i Danmark, som har så lav ledighed blandt de uddannede SOSU’er, og derfor har Pleje og Omsorg allerede sat flere indsatser i værk, for at få flere til at tage en SOSU-uddannelse.
Der bliver blandt andet lavet målrettede kampagner både på sociale medier og i biografen, og vejledere og undervisere deltager én gang om året i Skive Jobfestival, for at få de potentielt nye studerende i tale. Derudover er det også blevet muligt at få voksenelevløn, hvis man er berettiget til det under uddannelse som SOSU-hjælper eller assistent.
- Jeg ved også, at der er et stort fokus på at spotte de sommerferievikarer, som kunne være i målgruppen for en fremtid som uddannet SOSU-hjælper eller assistent. Det er jo oplagt, at de får tilbudt muligheden, når de allerede kender til området. Vi vil gerne have diversitet i vores ansatte, så det er ikke sikkert, at alle ønsker at uddanne sig, men vi gør i hvert fald alt, hvad vi kan, for at give dem, der gerne vil uddannes en uddannelse, siger Jan Bendix Jensen.
”Jobbet i sig selv er megagivende”
Pernille Friis er en af de eftertragtede ufaglærte omsorgshjælpere, som har takket ja til at tage en uddannelse på Social- og Sundhedsskolen i Skive. Hun elskede sit job som ufaglært omsorgshjælper, og det blev drivkraften og motivationen til at tage en uddannelse, så hun kunne få mere ansvar.
- Jobbet i sig selv er megagivende, og jeg er rigtig dygtig til det, jeg laver. Og når du finder noget, du brænder for, så er det jo klart, at det er det, man går efter, siger Pernille Friis.
Læs mere om mulighederne for at få en uddannelse som SOSU-hjælper eller assistent
Se tallene for rekruttering på landsplan - Kilde til tal