GENANVENDELSE Det aflagte tøj fra udskiftningen af arbejdsbeklædningen i Pleje & Omsorg i Skive Kommune, bliver videreformidlet med ønsket om at være en ansvarsbevidst og bæredygtig kommune. Der er fundet genanvendelse både i og uden for Skive Kommune, og meget af det med velgørenhed for øje.

”Grøn handling i fællesskaber for en egn i balance … Vi kalder det RENT LIV”. Sådan lyder sloganet bag Skive Kommunes grønne fokus. Og det er netop dette grønne fokus og et ønske om at være en bæredygtig egn i balance, som har fyldt i tankerne, da Pleje & Omsorg i Skive Kommune gik i gang med planlægningen af udskiftningen af plejepersonalets arbejdsbeklædningen. Der er tale om tøj fra 1200 medarbejdere, som der skal findes ny anvendelse for, og indtil videre er det gået fremragende. Til Ukraine med Dinesmindes Venner En stor del af det gamle demintøj er blevet sendt til Ukraine med den frivillige nødhjælpsorganisation Dinesmindes Venner. De er en lokal organisation fra Skive, som sender en lastbil med nødhjælp af sted 10-15 gange om året. Organisationen fortæller, at de modtager donationer fra hele Jylland, og at donationerne kommer fra alt lige fra private til foreninger og offentlige institutioner. De vil gerne hjælpe så meget som muligt, så alle donationer er vigtige. Dinesmindes Venner har modtaget ca. 250 kg. tøj fra Pleje & Omsorg, som er blevet afleveret på et hospital i Zaporisjsja i Ukraine. - Vores kontakt havde ønsket uniformer til personalet, for ellers må de gå i deres eget tøj, fortæller Susanne Priess fra Dinesmindes Venner. Dienesmindes Venner fylder lastbilen for at køre til Ukraine med indsamlede genbrugsprodukter. Foto: Dienesmindes Venner. Genbrugsmaterialer som en aktiv ressource i udviklingen af nye løsninger  Internt i Skive Kommune har meget af tøjet også fundet genanvendelse. En del af det har Teknik, Miljø & Udvikling – Energibyen Skive overtaget. Stephan Scheelke, udviklingskonsulent, fortæller hvordan noget af tøjet er blevet brugt til et konkret projekt:  - Et af vores konkrete tiltag inden for genbrug og cirkulær tænkning handler om at kombinere materialer fra brugt tøj og genbrugstræ til at skabe nye møbler til biblioteket. I samarbejde med BOMI og Nomi4s arbejder vi på at designe møbler, hvor tekstilerne bliver omsyet til hynder og puder – en kreativ og bæredygtig løsning, der både giver nyt liv til materialer og skaber værdi i hverdagen.Men projektet handler om mere end blot det færdige produkt. Det er også en mulighed for at blive klogere på, hvordan vi generelt kan arbejde med genbrugsmaterialer som en aktiv ressource i udviklingen af nye løsninger. Vi ønsker at flytte grænsen for, hvornår noget betragtes som affald, og i stedet finde nye veje til at genbruge materialerne, inden de ender i f.eks. spånplader eller anden lavværdigenanvendelse.  - Den viden og erfaring vi opnår gennem dette arbejde, håber vi på sigt kan danne grundlag for større projekter og produktioner, hvor vi i endnu højere grad kan optimere vores ressourcehåndtering og skabe endnu mere værdi ud af det, vi ellers ville smide væk. Klude og tæpper er bare de første idéer På BOMI har de også selv arbejdet videre med kreative idéer til hvordan tøjet kan genanvendes. De har bl.a. modtaget en del af det tøj, som er præget med logo, og som ikke kan benyttes andre steder. Kreative sjæle har tænkt gode tanker om, hvordan tøjet kan bruges. En af løsningerne de har fundet på, er at klippe de gamle t-shirts ud og omsy dem til rengøringsklude. Pia Jensen som er centerchef i BOMI fortæller, at de ikke længere indkøber klude til rengøring i produktionen, og at kludene bliver modtaget med kyshånd! De bliver efterhånden brugt i alle afdelingerne, også bare til at tørre hænder i.  På BOMI er de også i gang med at lære borgerne i deres særlig tilrettelagte nytteindsats at sy og sikre kvalitet.  - Indtil videre har de fået syet dekoration til nogle skillevægge. Når kvaliteten er i top, har vi planlagt at sy f.eks. tæpper. Det kan være barnevognstæpper eller slumretæpper, som vil blive givet videre til velgørende formål som Mødrehjælpen, Røde Kors osv. Det kunne måske også tænkes, at de kunne bruges i dagplejen, børnehaver eller på ældrecentre, fortæller Pia Jensen. Generelt har de mange idéer på BOMI, som de endnu ikke har sat i gang, men bag alle idéerne er tanken om at bearbejde tøjet og give det til velgørende formål. Fleecetrøjer til Socialafdelingen Socialafdelingen i Skive Kommune har overtaget en del fleecetrøjer, som de har fordelt i deres afdelinger. En medarbejderrepræsentant fortæller, at de bruger trøjerne, når personalet fryser, eller ved aktiviteter ud af huset. Sammenhængskraft for social- og sundhedselever Social- og sundhedsskolen har modtaget en mindre mængde tøj, som de vil bruge, når eleverne har simulationsundervisning. Tøjet kan give en god kobling til praksis, inden eleverne kommer ud i oplæring på plejecentrene og i hjemmeplejen. - I samarbejde med Social- og sundhedsskolens ledelse har vi valgt dette, for at simulationsundervisningen bliver mere praksisnær. Arbejdstøj understøtter elevernes arbejde med at udvikle fagidentiteten, fortæller Dorte Søgaard, som er uddannelseskonsulent i Skive Kommune.  Målet er at give alt tøjet nyt liv Pleje & Omsorg forventer at være færdige med udskiftningen af arbejdsbeklædningen i slutningen af maj. Implementeringen er sket ad to omgange, hvoraf 8.000 stykket tøj fra den første ombæring alt sammen er blevet genanvendt. Anden ombæring af arbejdet med den gamle arbejdsbeklædning er i fuld gang, og en betydelig del er allerede sendt videre. Alt i alt forventes det, at omkring 18.000 stykker tøj får nyt liv gennem genanvendelse. – Et vigtigt skridt i vores indsats for bæredygtighed og ansvarlig ressourceanvendelse, understreger beklædningskoordinator Jenni Mølgaard fra Pleje & Omsorg.