DEMENSUGEN 2025 Skive Kommunes demenskoordinatorer har budt op til dans, og fået talt med en masse mennesker i løbet af demensugen 2025. De har hele ugen været synlige rundt i hele kommunen, for at skabe opmærksomhed omkring demens.

Den første uge i maj har budt på travlhed for Skive Kommunes to demenskoordinatorer, Lene Kudsk og Katrine Eberhardt. Uge 19 er nemlig national demensuge, som sætter fokus på demensvenlighed i samfundet, og Lene og Katrine har haft et spændende program i Skive Kommune. Vigtigt at få udbredt kendskabet til demenssymbolet Lene og Katrines formål med ugen har været at skabe opmærksomhed omkring, at alle bliver bedre til at invitere og inkludere mennesker med demens i vores fællesskaber, og giver mennesker med demens den håndsrækning, de kan få brug for i deres hverdag. Ønsket er at udbrede kendskabet til de tilbud, der er i Skive Kommune samt at udbrede kendskabet til demenssymbolet. På rundtur i hele kommunen De har i løbet af ugen været synlige i gadebilledet, hvor de har haft mulighed for at snakke med rigtig mange mennesker. Katrine Eberhardt fortæller, at de har haft fat i alt fra unge gymnasieelever til ældre medborgere med begyndende demens. - Det har været rigtig godt, at vi har fået snakket med mange med begyndende demens, som ikke vidste, at de måtte række ud til os, før de har fået stillet diagnosen. De har også fået en startkasse, som bl.a. indeholder demensmærket. Og alle dem uden demens, har vi haft muligheden for at udbrede kendskabet til demenssymbolet samt informere om hvordan de kan hjælpe mennesker, som bærer demenssymbolet, siger Katrine Eberhardt. Besøg af Claus Christensen fra DR’s Demenskoret I dag besøger de Brugsen i Balling om formiddagen og Min Købmand i Nr. Søby i eftermiddag. Tidligere på ugen har de været at finde i Føtex, i Søndercenteret, på torvet foran Det Gamle Rådhus i Skive, på biblioteket, i Brugsen i Glyngøre og i Spar i Jebjerg.  I mandags blev filmen Human Forever vist i Cinema4, og onsdag bød Café Solstrejf op til dans i festsalen i Sundhedshuset med bandet ”Kun for sjov”. Demenskoordinatorerne fortæller, at rigtig mange med demens sætter enormt stor pris på musik og dans, for det er ikke noget de glemmer. Café Solstrejf er Skive Kommunes informations- og samværscafé til borgere med hukommelsesproblemer og deres pårørende.
Dans i festsalen for brugerne af Café Solstrejf men musik af bandet "Kun for sjov".    En af ugens helt store højdepunkter var da Claus Christensen fra DR’s Demenskoret gæstede Skive Theater. En aften med fyldt sal, masser af fællessang og godt humør.
Claus Christensen fra DR's Demenskoret dirigerer salen i Skive Theater.    Ugen sluttes af på søndag i Skive Kirke hvor demenspræst Mette Gautier holder en demensvenlig gudstjeneste.   Billeder og video fra Demensugen 2025