PRISER Det var stolte vindere, der fredag den 24. januar 2025 fik overrakt Skive Kommunes to priser ved Skive Business Awards 2024. Prisen for Årets Virksomhedsmentor og Skive Kommunes CSR-pris blev uddelt til en virksomhed og mentor, der har gjort en ekstraordinær indsats for både arbejdsmarkedet og samfundet.

Skive Business Awards blev skudt i gang i fornemmeste oscarstil med rød løb og networking blandt i alt 382 deltagende. I løbet af aftenen blev der uddelt 8 priser, der var med til at hylde Skiveegnens erhvervsliv. Årets Virksomhedsmentor Den første af Skive Kommunes priser var prisen for Årets Virksomhedsmentor. Virksomhedsmentorer er engagerede medarbejdere, som i hverdagen yder en uvurderlig støtte til medarbejdere, der har brug for ekstra hjælp og opbakning. Det er en vigtig pris og indsats at anerkende i erhvervslivet, da disse medarbejdere gør en ekstra indsats for personer i jobcentrets målgruppe, der har behov for særlig støtte. Virksomhedsmentorer skaber inklusion, de engagerer sig og bidrager med et særligt drive, der gør en forskel for den enkelte. De nominerede var Ivan Henriksen, IT-leder hos Skive College, Lotte Riis, afdelingsleder hos TKT Electronics og Søren Hansen, produktionsleder hos Idé-Pro Glyngøre. De nominerede har i år vist, at de ikke er bange for at skubbe den enkelte, men med respekt for de udfordringer, den enkelte kan have. Prisen for Årets Virksomhedsmentor blev modtaget af Lotte Riis fra TKT Electronics, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats for at integrere personer fra jobcentrets målgruppe på arbejdsmarkedet. Lotte har en evne til at motivere nøglemedarbejdere til at tage hånd om de svageste medarbejdere, så de opnår succes i deres job og oplever en bedre livskvalitet. Lotte var meget beærede over at kunne gå på scenen fredag aften og modtage prisen: - Det er helt vildt, det havde jeg slet ikke set komme. Vi føler ikke, at vi har gjort så meget udover at give nogen mennesker en chance og vi er superglade for at have dem i virksomheden, siger Lotte Riis. Ved TKT Electronics får Lotte skabt et støttende og inkluderende arbejdsmiljø, hvor alle medarbejdere føler sig værdsatte. Det er vigtigt for hende, at virksomheden hjælper og derfor betyder det også meget for hende, at de bliver anerkendt for deres arbejde, men hun kunne ikke have gjort det uden medarbejderne: - Det betyder rigtigt meget for os at hjælpe andre, det sætter vi stor pris på. Også at de andre medarbejdere i virksomheden har syntes, at det er alletiders, at vi får nogen, de får lov at lære op. Jeg skaber bare rammerne, og så er det faktisk vores medarbejdere, der laver resten, anerkender Lotte Riis, afdelingsleder ved TKT Electronics. Skive Kommunes CSR-pris En af de sidste priser, der blev uddelt på aftenen, var CSR-prisen. Den tildeles en virksomhed, der har gjort en særlig indsats på beskæftigelsesområdet, og som har udvist særlig rummelighed, taget et socialt ansvar og gjort en forskel for særligt udsatte ledige i jobcentret. Virksomheden skal samtidig have opnået gode resultater med integration af personer i jobcentrets målgruppe. De nominerede til prisen var Børnehusene Hedemarken, REMA 1000 og Skive Frugt og Grøntbørs. De nominerede til prisen har vist, at de har gået en ekstra mil for, at særligt udsatte ledige i Skive Kommune har fået muligheden for at opnå en større tilknytning til arbejdsmarkedet. Det blev Skive Frugt og Grøntbørs, der fredag aften løb med Skive Kommunes CSR-pris 2024. De har gennem 10 år haft lysten, viljen og evnen til at løfte et socialt ansvar og har hjulpet flere ledige ind på arbejdsmarkedet. De har rykket ledige på faglige kompetencer og har haft stor opmærksomhed på, at der i sidste ende skal være et arbejde til de ledige. Det var derfor en stolt indehaver, der i fredags modtog prisen: - Det var stort, det var rigtig stort. Når man først bliver indstillet og nogen har lagt mærke til vores indsats, så er det et kæmpe skulderklap. Så er man også der, hvor man rigtig gerne vil vinde. Jeg har dyb respekt for det, de andre har gjort, så jeg troede ikke på det, men nu står jeg her med prisen og det er fedt, siger Lars Baagøe. Skive Frugt og Grøntbørs er én af de virksomheder, der er med til at sætte retning og vise vejen for et mere rummeligt arbejdsmarked i kommunen. De rummer oftest de tungeste ledige i jobcentret og alle målgrupper, men de går altid ind i samarbejdet med en forventning om, at det lykkes, så de ledige efterfølgende kan ansættes i virksomheden. Virksomheden har i den grad vist, hvordan de tager et socialt ansvar, men det mener indehaver Lars Baagøe også er deres pligt: - Jeg synes, som sagt, at det er vores pligt, da jeg tror, at alle kan komme i en situation, hvor vi har brug for hjælp. Og derfor synes jeg, at det er vores pligt at hjælpe andre og vi har muligheden for det, med den type arbejde, vi har. Og det er der mange virksomheder, som har. Så er du ærlig, får du meget ud af det. Da alle priser var uddelt til årets Business Awards, kunne både nominerede til og modtagere af priserne fejre hinanden i KulturCenter Skive.