Idræt og bevægelse i skolen bliver prioriteret højt i Skive, og det vækker glæde i Kultur- og Familieforvaltningen, at det igen i år bliver bemærket og anerkendt i den kortlægning, som Dansk Skoleidræt netop har udgivet.
- Vi er rigtig glade for og stolte over, at vi for andet år i træk er udnævnt som en af 12 skoleidrætskommuner i Danmark. Idræt og bevægelse går hånd i hånd med læring, og derfor er det noget, vi har meget fokus på, fortæller konst. Skolechef Mette Nielsen.
En del af skoledagen
I Skive Kommune er idræt og bevægelse tænkt ind i skoledagen, og der arbejdes løbende med at forbedre indsatsen, bl.a. på baggrund af resultaterne i kortlægningen.
- Vi arbejder meget med at udvikle den røde tråd i idrætsundervisningen på alle skolerne. Vi har succes med at have skolesport på alle skoler, som giver eleverne mod på mere idræt og bevægelse – også i fritiden og foreningslivet, fortæller fritidsmentor Michael Carstens.
En landsdækkende kortlægning
Ifølge resultaterne i Dansk Skoleidræts kortlægning af ”Skoleidrætskommuner 2024” er der 12 kommuner, fordelt ud over hele landet, som gør en ekstra indsats for at fremme idræt og bevægelse i skolen: Brøndby, Fanø, Frederiksberg, Horsens, Høje-Taastrup, Skive, Slagelse, Svendborg, Sønderborg, Tårnby, Vejen og Viborg.
38 kommuner har deltaget i kortlægningen, der i 2024 afvikles for tredje gang. Over de tre år har 59 kommuner udfyldt den undersøgelse, der ligger til grund for initiativet, og det giver Dansk Skoleidræt stor indsigt i det lokale arbejde med idræt og bevægelse i skolen.
- Vi kan se, at kortlægningen er blevet en løftestang til, at kommunerne administrativt og politisk sætter idræt og bevægelse i skolen på dagsordenen. Det kan fx være ved, at de skriver det ind i eksisterende politikker eller ved, at de vedtager helt konkrete handlinger, som er med til at udvikle området. Det er glædeligt, at kortlægningen af skoleidrætskommuner på den måde skubber til initiativer, som forhåbentlig i sidste ende er med til at give eleverne en mere aktiv skoledag, siger Finn Kristensen, formand i Dansk Skoleidræt.
Et redskab til kommunerne
Kortlægningen dykker ned i en række parametre, der indikerer, hvordan en kommune klarer sig inden for idræt og bevægelse i skolen: Har den f.eks. en bevægelsesstrategi, har kommunens skoler motoriske indsatser for eleverne, har skolerne nedsat fagteams, som kan formulere en rød tråd for arbejdet med idrætsfaget, har skolerne uddannede bevægelsesvejledere i lærerkorpset og meget andet.
Kortlægningen indeholder således spørgsmål inden for otte kategorier, og svarene er dels trukket fra objektive data, som Dansk Skoleidræt har hentet fra centrale registre, og dels fra mere subjektive data som kommunerne kun selv har indsigt i, og som de dokumenterer i undersøgelsen. På baggrund af de samlede besvarelser er kommunerne vurderet ud fra en række kriterier og vægtninger – og indplaceret på et danmarkskort med én af tre grønne nuancer, hvor den mørkegrønne udløser titlen ”Skoleidrætskommune 2024”.
- Vi oplever, at kommunerne ser kortlægningen som et redskab til at blive bedre inden for idræt og bevægelse i skolen - og det har lige fra start været formålet med initiativet. Så udover at det giver anledning til dialog og refleksion internt i kommunerne, så får de et klart praj om, hvor de kan forbedre deres indsatser. Både internt i samarbejdet mellem skoler og forvaltning, men også eksternt i forhold til at indhente sparring på områder, hvor man ikke scorer højt, siger Inge Dinis Jensen, formand for Dansk Skoleidræts Kreds- og kommuneudvalg.
Kortlægningen viser også, at hele 19 kommuner kommer ind i den mellemgrønne kategori, hvilket indikerer, at man mange steder er rigtig godt på vej og kandiderer til at blive skoleidrætskommune næste gang.