DAGTILBUD Bevægelsesglæde har fyldt hverdagen i Skive Kommunes dagtilbud i denne uge, hvor børn og voksne har været en del af Skiveegnen i bevægelse.

Rundt om i kommunen har legepladser, stuer, skove og fællesarealer summet af aktivitet, nysgerrighed og fællesskab. Gennem leg, fantasi og kreative bevægelsesaktiviteter har børnene fået pulsen op, udfordret kroppen og skabt gode oplevelser sammen. Bevægelse har været omdrejningspunktet, men mindst lige så vigtigt har ugen budt på grin, læring, samarbejde. Her er et lille kig ind i nogle af de mange aktiviteter, der har sat gang i bevægelsesglæden rundt omkring i kommunens dagtilbud. Haler, musik og grin i Breum Børnehave I Breum Børnehave var vejrguderne på børnenes side, så alle aktiviteter kunne foregå udendørs. Her blev der leget stopdans og "fange hale" til musik, som fik både ben og latter i bevægelse. Når musikken spillede, blev der løbet, danset og fanget haler, og når tonerne stoppede, gjaldt det om at fryse som en statue. Enkle lege, som skaber stor glæde og giver børnene mulighed for at bruge kroppen sammen med vennerne. Dyrejagt med hjemmelavede kikkerter i Palettens vuggestue I Palettens vuggestue blev bevægelsesugen koblet sammen med børnenes aktuelle tema om dyr. Efter at have lært om forskellige dyr fra den danske natur lavede børnene deres egne små kikkerter og drog ud på dyrejagt i vuggestuens lille "skov". Med stor koncentration og nysgerrighed ledte børnene efter ugler, egern og rådyr, som var gemt rundt omkring på legepladsen. Børnene undersøgte ivrigt omgivelserne gennem deres kikkerter, og undervejs opstod der små magiske øjeblikke. Et særligt rørende øjeblik opstod, da en af de ældre piger hjalp et yngre barn med at kigge gennem kikkerten. Her blev det tydeligt, hvordan bevægelse ikke kun handler om at være aktiv, men også om at lære sammen, hjælpe hinanden og være en del af fællesskabet. Bevægelse er meget mere end motion Bevægelsesugen viser, at bevægelse kan være mange ting. Det kan være at løbe efter en hale, danse til musik, lege sørøver eller liste sig gennem en skov på jagt efter dyr. Fælles for aktiviteterne er, at børnene lærer, leger og udvikler sig, mens de bruger kroppen. Når børn bevæger sig, styrker de både motorik, koncentration, samarbejdsevner og selvtillid. Men måske vigtigst af alt skaber de oplevelser sammen.