Skive Kommune er blandt de 17 kommuner, der er udvalgt til at deltage i den nationale indsats Alle Børns Dagtilbud – pædagogisk kvalitet i børnehøjde. Projektet er et samarbejde mellem KL, professionshøjskolerne via Playful Learning og Komponent og har som mål at styrke kvaliteten i landets dagtilbud. Projektet er støttet af LEGO Fonden med 100 millioner kr.
Fælles indsats for varige forbedringer
Vi ser frem til at samarbejde om, hvordan vi i fællesskab kan skabe varige forbedringer for børn, medarbejdere og ledelser i dagtilbuddene, siger dagtilbudschef Grethe Bach Jørgensen. I projektet skal vi sammen udvikle, afprøve og forankre nye måder at arbejde med kvalitet på – til gavn for alle børn.
En stor mulighed for børnene
Vi er stolte over at være en del af denne indsats, der skal styrke pædagogisk kvalitet i børnehøjde. Det er en unik mulighed for at styrke læringsmiljøer gennem et udviklingsforløb, hvor både det pædagogiske personale, ledere og forvaltning får ny viden, nye kompetencer, konkrete redskaber og et stærkt fagligt netværk – med leg og kvalitetsudvikling som fælles afsæt.
Vi glæder os til at sætte fokus på legen som en central arena for læring og udvikling og således skabe bedre rammer for børns trivsel og udvikling i vores dagtilbud.