Minimumsnormeringerne trådte i kraft i 2024 og skal sikre, at der som minimum er én pædagogisk medarbejder pr. tre børn i vuggestue og minimum én pr. seks børn i børnehave. I Skive Kommune er normeringstallene lidt bedre:
2,7 børn pr. voksen i vuggestuer (landsgennemsnit: 2,9)
5,7 børn pr. voksen i børnehaver (landsgennemsnit: 5,8)
“De første år af et barns liv er afgørende for trivsel, læring, udvikling og dannelse. Derfor er vi stolte af, at vi i Skive Kommune har formået at indfri lovens krav og samtidig fastholde en høj faglig kvalitet,” siger dagtilbudschef Grethe Bach Jørgensen.
Høj faglighed blandt personalet
Minimumsnormeringer handler ikke kun om antal voksne – men også om deres faglige kvalifikationer. Skive Kommune har siden 2020 fastholdt en høj andel af uddannet pædagogisk personale, som i 2024 udgjorde 75,1 % af det samlede personale. Det er markant over landsgennemsnittet på 61,7 %.
“Vi ved, at kvaliteten i dagtilbud afhænger af både tid og faglighed. Det er ikke nok at være flere voksne – det er afgørende, at de voksne har den rette faglighed. Vores dagtilbud er præget af engagerede medarbejdere, som hver dag arbejder for at skabe trygge og stimulerende læringsmiljøer,” siger Grethe Bach Jørgensen.
Skive Kommune investerer i børnene
Med normeringer over minimum, høj faglighed og en stærk lokal proces er fundamentet lagt for, at børn i Skive trives, lærer, dannes og udvikler sig i trygge fællesskaber.