DAGTILBUD Torsdag var pædagogiske medarbejdere fra Skive Kommunes dagtilbud samlet til det årlige kickoff i KulturCenter Skive. Her blev der sat fokus på fællesskaber, relationer og deltagelsesmuligheder som vigtige forudsætninger for, at alle børn kan trives, udvikle sig og lære.

Kickoffet er en fast tradition, hvor medarbejdere fra dagtilbudsområdet mødes på tværs for at markere starten på et nyt arbejdsår, dele inspiration og sætte fælles retning for det pædagogiske arbejde. På programmet var to spændende oplæg. Tinne Quistorff fra Clavis, som satte fokus på, hvordan læringsmiljøer og fællesskaber kan skabe flere deltagelsesmuligheder for alle børn. Senere holdt Tine Basse Fisker oplæg om betydningen af at se med børn frem for blot at se børn og om, hvordan relationer, tryghed og børneperspektiver kan styrke arbejdet med stærke børnefællesskaber. Grethe Bach Jørgensen, Dagtilbudschef i Skive Kommune, glæder sig over at kunne samle medarbejderne om den fælles opgave. "Jeg glæder mig altid til vores fælles kickoff, hvor vi mødes på tværs af dagtilbuddene og får ny inspiration til vores arbejde. Vi har store ambitioner på børnenes vegne og vi har derfor en vigtig opgave i at skabe god kvalitet i alle vores dagtilbud og understøtte stærke fællesskaber og gode deltagelsesmuligheder for alle børn, og det lykkes kun gennem dygtige ledere og medarbejderes faglighed, engagement og samarbejde. Derfor er det værdifuldt at starte året sammen med fokus på det, der gør størst forskel for børnene," siger Grethe Bach Jørgensen. I det kommende år fortsætter arbejdet med at udvikle kvaliteten i dagtilbuddene. Blandt fokusområderne er blandt andet opstarten af opkvalificeringsforløbet ’Samklang’, nye trivselsvurderinger, etableringen af et ambassadørnetværk og den fortsatte udvikling af stærke læringsmiljøer og deltagelsesmuligheder for alle børn. Kickoffet blev afsluttet med en fælles opsamling og et blik frem mod et nyt og spændende år på dagtilbudsområdet.