NY LEDER Efter et grundigt rekrutteringsforløb er skolechef i Skive Kommune, Peter Fogde Mikkelsen, glad for at kunne byde Kristina Woller Skals Ottesen velkommen som ny skole- og dagtilbudsleder ved Ørslevkloster Børneunivers med tiltrædelse pr. 1. august 2026.

Stillingen er ledig efter, at Inga Kaastrup har valgt at gå på pension med udgangen af dette skoleår. Ørslevkloster Børneunivers er et samlet univers med skole og dagtilbud, hvor fællesskab, nærhed og lokalt engagement er bærende værdier. Kristina Woller Skals Ottesen er læreruddannet og kommer med ledererfaring fra en stilling som afdelingsleder ved Ulfborg Skole i Holstebro Kommune. Her har hun blandt andet haft ansvar for personaleledelse, elevsager, planlægning og strukturering af samarbejder internt og eksternt. Desuden har hun indgående indsigt i det specialpædagogiske område. I øjeblikket læser Kristina desuden en diplom i ledelse.  Skolechef Peter Fogde Mikkelsen er meget tilfreds med ansættelsen af Kristina Woller Skals Ottesen og fremhæver: ”Jeg har oplevet Kristina som en leder, der prioriterer nærhed til medarbejderne og aktivt bakker op om deres arbejde. Samtidig ved jeg, at hun har et særligt fokus på fællesskaber og på at tilpasse rammerne til de børn, vi har, så de får de bedste muligheder for at trives og udvikle sig.” Kristina Woller Skals Ottesen udtaler: ” Som Skole- og Dagtilbudsleder i Ørslevkloster Børneunivers glæder jeg mig til, i samarbejde med skolens ansatte, at videreføre Ørslevkloster Børneunivers arbejde med fokus på stærke fællesskaber og deltagelsesmuligheder for alle børn. Jeg ser en unik mulighed for at arbejde med helheden, hvor den røde tråd skinner igennem hele vejen fra første dag i børnehaven til sidste skoledag. Jeg vil finde det spændende at arbejde med strategien for at lave det bedst mulige tilbud for børnene både i skole og børnehave.”  Privat bor Kristina Woller Skals Ottesen med sin familie i Humlum. En del af hendes fritid bruges på frivilligt bestyrelsesarbejde.