NATURVIDENSKAB Næsten 1100 børn og elever har besøgt Naturvidenskabs-festivalen i Skive den 23. og 24. september 2026.

Naturvidenskabsfestivalen er skabt i et bredt samarbejde mellem KlimaLab, Læringsambaden, VEVO-skolens PAU-elever, Rødding Æblefestival, Skive Bibliotek, Museum Salling og NOMI4s. Netop samarbejdet er en af festivalens største styrker: Når forskellige fagligheder mødes, får børn og unge mulighed for at opleve naturvidenskab, teknologi og engineering fra mange forskellige vinkler. Årets tema for Naturvidenskabsfestivalen er “Alt hænger sammen”, og det gælder ikke kun de aktiviteter, børnene møder på festivalpladsen. Det beskriver også meget godt den måde, festivalen er blevet til på. KlimaLab står for den overordnede koordinering af festivalen i tæt samarbejde med Læringsambassaden, men festivalen løftes sammen med en række forskellige samarbejdspartnere. Rødding Æblefestival, Skive Bibliotek, Museum Salling og NOMI4s bidrager med hver deres faglighed og aktiviteter, mens VEVO-skolens PAU-elever er med helt tæt på børnene og står for formidlingen af en række af festivalens aktiviteter. Det giver en festival, hvor børnene blandt andet arbejder med maker-teknologi, vindenergi, solceller, affald, biodiversitet, livet i sø og å, fødevarer og UNESCO-verdensarv. Fælles for aktiviteterne er, at børnene ikke kun skal høre om naturvidenskab. De skal undersøge, bygge, eksperimentere, smage, stille spørgsmål og selv være aktive. Nysgerrigheden skal have plads For Søren Sohn, projektleder for KlimaLab, er det afgørende, at aktiviteterne ikke nødvendigvis skal føre børnene frem til ét bestemt svar. Det er mindst lige så vigtigt, at aktiviteterne får dem til at stille det næste spørgsmål. Et godt eksempel opstod ved festivalens aktivitet om græs. Her undersøgte nogle elever forskellige græsarter og opdagede pludselig nogle æg ved rødderne. Elevernes fund udviklede sig hurtigt til en snak om, hvorvidt der mon også var æg ved rødderne på de andre græsarter, vi havde sået. Det begyndte de så selv at undersøge. Næste spørgsmål blev selvfølgelig, hvilket dyr der havde lagt æggene. Det fandt vi faktisk aldrig ud af, men så fik vi i stedet en snak om, hvordan man kunne lave en undersøgelse for at finde svaret. Det er lige præcis den nysgerrighed, vi gerne vil skabe, Søren Sohn, projektleder for KlimaLab PAU-elever afprøver teori i praksis Samarbejdet med VEVO-skolen betyder samtidig, at festivalen rækker længere end de to dage og de børn, der besøger festivalpladsen. PAU-eleverne har forud for festivalen arbejdet med og afprøvet aktiviteterne. Under selve festivalen står de med børnene og skal formidle aktiviteterne igen og igen til nye grupper. Dermed får de mulighed for at omsætte teori til praksis i en situation, hvor der hele tiden kommer nye børn, nye spørgsmål og nye situationer.  Mine elever får mulighed for at afprøve teori i praksis på et helt andet niveau. Der er flow hele tiden, og de er på hele tiden. Jeg kan se, hvordan de løbende udvikler sig rigtig meget gennem de to dage, Tina Agerholm, underviser på PAU-uddannelsen Samtidig er ambitionen, at erfaringerne ikke bliver på festivalpladsen. PAU-eleverne får konkrete aktiviteter, idéer og erfaringer med sig, som de senere kan bringe i spil, når de kommer ud i praktik og efterfølgende skal arbejde med børn i institutionerne. På den måde kan en aktivitet, som flere hundrede børn møder under Naturvidenskabsfestivalen, potentielt få et langt større liv bagefter. En succes, når nogen vil arbejde videre For KlimaLab og Læringsambassaden handler succesen derfor heller ikke kun om, hvor mange børn der deltager i de to festivaldage. En mindst lige så vigtig målestok er, hvad børn, pædagoger og lærere tager med sig hjem bagefter. For os er det en succes, når en pædagog eller lærer bagefter efterspørger et forløb om noget af det, de har oplevet eller prøvet på festivalen. Om de så henvender sig til KlimaLab, Læringsambassaden eller en af de andre aktører, er egentlig underordnet. Det vigtige er, at vi sammen har vakt en interesse og vist, at naturvidenskab kan opleves og arbejdes med på mange forskellige måder og fra forskellige vinkler, Søren Sohn, projektleder for KlimaLab