Hvordan levede man i middelalderen? Hvad spiste man, hvordan legede børn – og hvordan føltes det egentlig at stå i en ringbrynje eller danse i en riddersal?
Det har børnene i både Børnehuset Lærkereden og Børnehuset Valhalla fået lov til at opleve i løbet af de seneste uger. Begge børnehaver har nemlig arbejdet med middelaldertema og været på besøg på Spøttrup Borg – en af Skive Kommunes store kulturskatte.
Middelalderlege i Valhalla
I Valhalla har børnene blandt andet læst Sigurds Danmarkshistorie, undersøgt gamle lægeurter, leget middelalderlege, lavet katapulter og vindebroer i minimaker-værkstedet – og selvfølgelig også prøvet kræfter med ridderlivets udfordringer under besøget på Spøttrup Borg. Her stod både gabestokken, ringbrynjer og borgens middelalderkøkken på programmet.