Hvordan skaber vi meningsfuld deltagelse for alle børn, også når et barn oplever at komme på kanten af fællesskabet? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da 80 medarbejdere fra dagplejen, dagtilbuddene og forvaltningen deltog i en inspirerende temadag med Tea Thyrre Sørensen fra Consulting ApS. Dagen bød på refleksion, faglige perspektiver og konkrete redskaber til at styrke inkluderende fællesskaber, hvor alle børn får mulighed for at deltage og trives.

Med afsæt i hjernens udvikling og Neuropsykologisk Relationel Pædagogik satte oplægget fokus på tilknytning, selvregulering og samspil med legen som omdrejningspunkt. Deltagerne fik indsigt i en cirkulær udviklingsforståelse og vigtige perspektiver på børns udvikling, trivsel og deltagelse i fællesskaber. Et centralt tema var sammenhængen mellem barnets legeudvikling, sociale udvikling og tilknytning til både forældre og pædagogisk personale. Budskabet var tydeligt: Børn udvikler sig gennem relationer, og deres erfaringer i samspillet med andre er afgørende for deres trivsel og udvikling. Særligt blev der sat fokus på børn, som befinder sig på kanten af fællesskabet. Her blev legen fremhævet som en vigtig vej til meningsfuld deltagelse, hvor de professionelles aktive deltagelse og understøttelse kan være afgørende. Det er de voksnes ansvar at etablere samspil og skabe de bedste betingelser for, at alle børn oplever at høre til. "Børn formes af de erfaringer, de gør sig i relationerne. Derfor er det de voksnes ansvar at skabe muligheder for tilknytning, fleksibilitet og samspil." – Thyrre Sørensen, Consulting ApS. Som en rød tråd gennem dagen blev betydningen af forbundethed understreget. Børn trives i samspil, når de oplever sig forbundne med andre, og relationerne danner grundlag for både læring, udvikling og deltagelse i fællesskaber. Med eksempler som "Du og jeg, Emil" og "Du og jeg, Alfred" blev det tydeligt, hvordan de nære relationer skaber fundamentet for børns udvikling. Temadagen gav inspiration og refleksioner til det fortsatte arbejde med at skabe inkluderende læringsmiljøer, hvor alle børn oplever at være betydningsfulde deltagere i fællesskabet gennem leg, relationer og samspil.