En praktisk afslutning på folkeskolen
Juniormesterlære er for elever, der lærer bedst, når undervisningen kobles til virkelige opgaver og praktiske erfaringer. Juniormesterlære er forankret på Resen Skole, hvor eleverne tre dage om ugen følger fagpakken i dansk, matematik, engelsk og naturfag/fysik. Roslev Skole udbyder også juniormesterlære, dog ikke i indeværende skoleår. Skoledagen bindes sammen med de praktiske undervisningsforløb ved ugentlige møder med Ungdomsskolen Skive, der varetager den praksisfaglige del af undervisningen.
Jakob Sølyst, leder af Resen Skole, oplever, at elevernes motivation stiger, når den boglige undervisning bliver konkret og meningsfuld:
Når eleverne oplever sammenhæng mellem det, de lærer i skolen, og det, de laver i praksis, får mange af dem for første gang en oplevelse af, at undervisningen giver mening.
- Det kan være, når elever skal regne foder i landbruget, måle materialer i en byggevirksomhed eller bruge engelsk i en kundesituation. For mange bliver det springet, der får dem til at se deres skolefag i et nyt lys, fortsætter han.
Støtte og tryghed i overgangen til praktik
To dage om ugen følger eleverne praksisfaglige undervisningsforløb på Ungdomsskolen Skive og i lokale virksomhedspraktikker. På ungdomsskolen arbejder eleverne på værksteder, deltager i kurser og besøger en lang række virksomheder. Undervisningen er håndholdt, så eleverne får støtte til alt det, der kan være nyt og udfordrende, når man som ung træder ind i arbejdslivet for første gang.
Ungdomsskolen lægger vægt på at præsentere eleverne for alle fire branchespor inden for erhvervsuddannelserne. På den måde får eleverne et bredt indblik i, hvilke veje der findes – og hvilken retning der passer dem bedst.
Hans Kristensen, afdelingsleder på Ungdomsskolen, fortæller, at mange elever har brug for støtte til at lære, hvordan man begår sig i en virksomhed:
Vi øver alt det, der hører til at være på en arbejdsplads – mødetider, ansvar, kommunikation og relationer. Det gør de unge trygge og klar til at være i en rigtig praktik.
Ungdomsskolen Skive fører løbende tilsyn med praktikkerne og hjælper både elever og praktiksteder, hvis noget skal justeres. Hvis en praktik viser sig ikke at være den rigtige for eleven, kan eleven stadig tilegne sig nye færdigheder på ungdomsskolens værksteder, inden næste praktik skal afprøves. En praktik i en lokal dagligvarebutik er også en mulig mellemstation, da ungdomsskolen har samarbejde med flere lokale dagligvarekæder.
Tryghed, fællesskab og nye muligheder
Juniormesterlære giver eleverne en skolehverdag, hvor fællesskab og tryghed er højt prioriteret. Eleverne bliver hurtigt en del af en ny klasse, hvor det er naturligt at dele erfaringer fra både skole, værksted og praktik.
Læs, hvordan Claire og Amalie fandt mod, retning og skoleglæde i juniormesterlære.
Juniormesterlære har løbende optag hele året. Elever, som ønsker at vide mere om juniormesterlære, kan kontakte deres UU-vejleder eller klasselærer. Læs mere om skoletilbuddet juniormesterlære.