I Skive kan vi være stolte over vores nyvalgte elevrådsrepræsentanter fra 7.-9. kl. Fredag d. 5. september var til de nye elevrådsrepræsentanter til introarrangement om elevrådsarbejde. Stemningen var høj, da formænd og næstformænd skulle fremlægge deres udbytte fra dagen. Oplægsholderne på dagen var i år Ane Kirstine Børsting, Malthe Dinesen og Jakob Baagøe Ryesgaard. Traditionen tro kom Borgmester Peder Christian Kirkegaard og holdt velkomsttale.
Ane Kirstine overvejer ungdomspolitik
Oplægsholderne er eller har tidligere været elevrådsformænd og været med i fælleselevrådet i Skive Kommune. Ane Kirstine Friis Børsting er tidligere elev på Fursund Skole og siden Breum Skole. Hun stillede op til elevrådet, fordi hun gerne ville prøve kræfter med det at kæmpe for de gode sager. Hun synes det minder lidt om, hvad man også skal, hvis man gerne vil arbejde med politik. Sidste år gik hun på Salling Efterskole, og nu går hun på Skive Gymnasium. I sin fritid spiller hun fodbold og håndbold, men hun interesserer sig også for politik og overvejer at melde sig ind i et ungdomsparti.
Malthe vil søge ind på politikskolen
Malthe Dinesen har gået på Brårup Skole og går nu i 10. klasse. Malthe var formand for elevrådet i to år og fælleselevrådsformand sidste år. I sin tid stillede Malthe op til elevrådet uden at vide så meget om, hvad det var. Her blev han bidt af det. Han kunne se, at man kunne være med til at gøre en forskel, ved at være elevernes stemme både på skolen og på kommunalt plan.
Malte var sammen med resten af fælleselevrådet med til at give input til den nye børne-ungepolitik i Skive. Da Skive Kommune lavede ”Din side”, som er en hjemmeside, hvor børn og unge kan hente hjælp, var fælleselevrådet også med til at få den endnu mere i børnehøjde.
Malthe har lavet en plan for sin fremtid. Efter 10. klasse vil Malthe gerne på HHX, derefter være værnepligtig, hvorefter han gerne vil søge ind på politiskolen.
Jakob skal på international efterskole
Jakob Baagøe Ryesgaard går i 9. klasse på Aakjær Skole. Har været med i elevrådet siden 8. klasse. Var formand i sit eget elevråd og næstformand i fælleselevrådet.
Jakob har været med i elevrådet, fordi han gerne vil være med til at gøre en forskel. Han var med i processen omkring børne-ungepolitikken både i fælleselevrådet, men også den dag hvor der var borgermøde. Her holdt han tale sammen med Malthe om at blive hørt og blive inddraget som ung i Skive. I forbindelse med elevrådspuljen var Jakob med til at sørge for, at der kom et nyt basketballmål til Aakjærskolen. Blev uddannet undervisningsmiljørepræsentant (UMR), og var med til at lave T-shirts sidste år. Til næste år skal Jakob på efterskole i International Boarding School of Denmark, Vedersø.
Elevrådskoordinator Stine Østergaard Rasmussen er stolt af de unge
Introdagen sluttede med, at alle formænd og næstformænd skulle op og fortælle om deres planer for årets elevrådsarbejde.
Stine Østergaard Rasmussen, Skive Kommunes Elevrådskoordinator, er stolt over, at vi har elever, der kan stille sig op og holde oplæg og inspirere de nye elevrådsrepræsentanter. Det er sin sag at stille sig op foran 110 mennesker, og de vokser med opgaven.