Når eleverne på Ådalskolen møder ind til undervisning, møder de ikke nødvendigvis kun én professionel voksen i klasselokalet. Her arbejder medarbejdere tæt sammen om at planlægge, gennemføre og udvikle undervisningen med afsæt i elevernes forskellige behov.
Det er et eksempel på de to-voksenordninger, som alle almene folkeskoler i Skive Kommune arbejder med fra skoleåret 2026/27. Formålet er at styrke elevernes trivsel, læring og deltagelsesmuligheder gennem flere professionelle voksne tæt på børnene i hverdagen.
For Skive Kommune handler indsatsen om at styrke de almene læringsfællesskaber og skabe gode deltagelsesmuligheder for alle børn. Skolechef Peter Fogde Mikkelsen udtaler følgende om indsatsen:
Jeg glæder mig meget til at være med til at udvikle indsatser helt tæt på børnene, som gør en forskel for deres deltagelse fællesskaberne på skolen. Eleverne skal opleve, at de er med og samarbejdet mellem kollegaer i klasselokalet skal understøtte den opgave.
Hvordan ressourcerne bruges, er op til den enkelte skole. Derfor kan to-voksenordningerne se forskellige ud fra skole til skole. På Ådalskolen har man valgt at arbejde målrettet med co-teaching, hvor medarbejderne deler ansvaret for undervisningen og bringer forskellige fagligheder og perspektiver i spil til gavn for elevernes læring og trivsel.
Mere end en ekstra voksen i klassen
På Ådalskolen er tanken om flere voksne omkring eleverne ikke ny. Ifølge skoleleder Lene Bruun har skolen længe været vant til, at flere professionelle voksne samarbejder om elevernes læring og trivsel.Det nye er måden samarbejdet organiseres på.
Med to-voksenordningen er der blandt andet skabt bedre mulighed for fælles forberedelse, så de voksne i højere grad kan planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen sammen. Samtidig er indsatsen særligt prioriteret i de yngste klasser.
Det handler ikke om bare at være to voksne i samme rum. Det handler om, at vi planlægger sammen, analyserer elevernes behov sammen og tager et fælles ansvar for undervisningen. Her er det vigtigt at vi som ledelse træder tæt på medarbejderne og er tydelige i vores forventninger til hinanden.
For Lene Bruun er ambitionen at bringe flere faglige perspektiver i spil omkring eleverne og skabe undervisning, hvor der er plads til den mangfoldighed, der findes i enhver klasse.
Samtidig understreger hun, at arbejdet med co-teaching er en proces. Medarbejderne skal gøre sig erfaringer, afprøve forskellige greb og udvikle samarbejdet i takt med, at de bliver klogere på, hvad der virker bedst for eleverne. Lene Bruun og resten af ledelsen er allerede nu i gang med at planlægge både praktiske og pædagogiske justeringer forud for det kommende skoleår.
Flere blikke på eleverne
Foto: Fra Venstre Anni Rafn Spenner, Birgitte Louise Nørgaard Høegh og Lene Bruun
For lærerne Anni Rafn Spenner og Birgitte Louise Nørgaard Høegh mærkes forskellen særligt i samarbejdet omkring eleverne. Når undervisningen planlægges og gennemføres i fællesskab, giver det flere muligheder for at tilpasse undervisningen undervejs og skabe forskellige veje ind i læringen.
Når vi planlægger undervisningen sammen, bliver vi også fælles om ansvaret. Vi oplever, at vi kan være tættere på eleverne og nå omkring flere børn i løbet af undervisningen, hvilket giver en stor faglig tilfredsstillelse. Når vi samarbejder om undervisningen, udvikler vi samtidig vores fagligheder.
Samtidig giver samarbejdet større fleksibilitet i undervisningen.
Vi kan organisere undervisningen på flere måder, end vi kunne tidligere. Vi kan arbejde i mindre grupper, bruge stationer eller støtte enkelte elever tættere på undervisningen. Det giver flere muligheder for, at eleverne kan deltage på den måde, der passer bedst til dem.
For de to lærere handler indsatsen i sidste ende om at skabe flere muligheder for, at eleverne kan lære, deltage og opleve succes i skolen.
Når flere fagligheder arbejder tæt sammen om undervisningen, får eleverne flere indgange til læring og flere voksne at spille bold op ad i hverdagen. Det er netop den tanke, der ligger bag to-voksenordningerne på Skive Kommunes folkeskoler.