Kickoff’et blev indledt med fællessang og velkomst, hvor dagtilbudschefen understregede betydningen af at arbejde med høj kvalitet i børns hverdagsliv gennem leg, venskab og tidlig opsporing. Oplægsholder Janne Hedegaard, som har mangeårig erfaring med forskning og udvikling på dagtilbudsområdet, delte viden og praksisnære perspektiver fra den nationale kvalitetsundersøgelse.
Styrke børne trivsel og udvikling
I første oplæg satte hun fokus på, hvordan ny forskningsbaseret viden konkret kan omsættes til bedre praksis i daginstitutionerne. Med afsæt i børns relationer og deltagelse i fællesskaber blev der drøftet, hvordan kulturforandringer og stærkere pædagogiske fællesskaber kan styrke børns muligheder for trivsel og udvikling.
Helhedsorienteret indsats for udsatte familier
Aftenens andet oplæg handlede om det tværprofessionelle samarbejde – og hvordan børn og familier i udsatte positioner i højere grad kan mødes med en helhedsorienteret indsats. Oplægget pegede på både barrierer og potentialer i det tværgående samarbejde, og understregede samtidig behovet for ledelse med fokus på faglig koordinering og fælles retning.
Fælles retning og viden
Kickoff 2025 blev ikke blot en faglig aften med ny inspiration – det blev også et strategisk startskud for det kommende år. Med fælles viden og retning skal de fagprofessionelle nu arbejde videre med at omsætte indsigter til handling i hverdagen, så alle børn får mulighed for at være en del af meningsfulde fællesskaber og udvikle sig i trygge og legende læringsmiljøer.