Ordbpatruljen er en del af Skive Kommunes fortsatte indsats for at styrke støtten til elever med ordblindhed og sikre, at flere elever bliver fortrolige med de digitale hjælpemidler, der kan understøtte deres læring.
Som medlemmer af Ordpatruljen skal eleverne være med til at vise andre elever på deres skole, hvordan IntoWords fungerer i praksis. De kan dele deres egne erfaringer med programmet og bidrage til, at det bliver lettere for flere elever at få glæde af de digitale muligheder.
- "Eleverne ved selv, hvordan det kan være at møde udfordringer med læsning og skrivning. Derfor er deres erfaringer særligt værdifulde. De kan inspirere andre elever og være med til at gøre en reel forskel på deres skole," siger Mette Nielsen, chefkonsulent i Skoleafdelingen, som sammen med kommunens læsekonsulenter Marianne Billeskov Mortensen og Mirnesa Terko Sejfulai har tilrettelagt kurset.
På kurset får eleverne og deres lærere mulighed for at lære nye funktioner i IntoWords, afprøve værktøjerne i praksis og blive endnu mere sikre i brugen af programmet. Målet er, at de efterfølgende kan fungere som lokale ambassadører og ressourcepersoner for både elever og medarbejdere.
Skive Kommune arbejder målrettet for, at alle børn og unge får de bedste muligheder for at deltage aktivt i undervisningen. Med ordblindepatruljen styrkes både fællesskabet og den konkrete støtte til elever med læse- og skrivevanskeligheder.
- "Vi glæder os til at høre, hvad eleverne tager med sig fra dagen, og hvordan de kan bringe deres nye viden i spil på skolen," lyder det fra arrangørerne.
Kort om Ordpatruljen
Består af elever med kendskab til IntoWords og deres lærere.
Hjælper med at udbrede viden om digitale læse- og skrivestøtteværktøjer.
Deler erfaringer med andre elever.
Bidrager til stærkere læringsfællesskaber for elever med ordblindhed.