BØRN Skive Kommune er en del af et landsdækkende partnerskab, der samler politi, kommuner og organisationer om at oplyse om vold mod børn og gøre det lettere for voksne at handle på en bekymring.

I Skive Kommune ønsker vi at styrke den lokale opmærksomhed, så børn får hjælp så tidligt som muligt. Vores fagpersoner i blandt andet dagtilbud, skoler og fritidsliv møder børn og familier, hvor en delt bekymring kan være første skridt til den rigtige støtte. Kampagnens enkle opfordring er, at man deler sin bekymring og taler med en fagperson, hvis noget føles forkert. Det er også et fokuspunkt i Skive Kommune, hvor direktør for Kultur- og Familieforvaltningen, Jan Lund-Andersen, understreger betydningen af, at voksne reagerer, når noget vækker uro. Vi ved, at vold kan være svær at få øje på, og derfor er det vigtigt, at vi som kommune samarbejder med både borgere og fagpersoner. Hvis man er bekymret for et barn i Skive Kommune, er det vigtigt at reagere og række ud til de relevante fagpersoner.  Amalie voksede op med vold, men ingen voksne greb ind   23-årige Amalie kigger i dag tilbage på sin barndom med både smerte og vrede. Hendes fightervilje er enorm, men hverdagen er begrænset som følge af barndomsoplevelser med både fysisk og psykisk vold. Mange voksne i Amalies barndom kunne have skaffet hjælp, men de valgte ikke at gøre det; familiemedlemmer, skolelærere og sygehuspersonale og flere andre.  Hvis de voksne omkring mig ikke satte spørgsmålstegn ved min opvækst, hvorfor skulle jeg så? Det ville bare have krævet, at én voksen reagerede. Min opfordring er, at man ikke lader sin egen berøringsangst stå i vejen for at hjælpe et barn. Jeg lever med både fysiske og psykiske senfølger som konsekvens af en opvækst med vold, siger Amalie, som ikke ønsker sit efternavn frem i medierne. Kampagnen ”Lærkevej”  Som partner bakker Skive Kommune op om kampagnen ”Lærkevej”. Kampagnen minder om, at vold ikke kender vejnavne eller kommunegrænser, og at en bekymring skal deles. På Barndom Uden Vold hjemmesiden kan man læse om tegn, få råd til næste skridt og se, hvordan man kan handle omsorgsfuldt for barnets bedste.  Læs mere om kampagnen og om vold mod børn på Barndom Uden Vold