Det var med glæde, at kultur- og fritidschef Kent Sørensen modtog et tilsagn fra Sparekassen Balling om en flot donation på en million kroner til fejringen af Skives 700-års købstadsjubilæum.
- Vi er utroligt taknemmelige for donationen fra Sparekassen Balling. Bidraget kan gøre en mærkbar forskel, når vi skal løfte nogle af jubilæumsarrangementerne til en skala, hvor de appellerer til et bredt publikum og samtidig engagerer lokale aktører, siger Kent Sørensen, kultur og fritidschef i Skive Kommune.
Historisk marked i købstaden
500.000 kroner af Sparekassen Ballings donation går til et stort historisk marked i købstaden i juni 2026. Her vil bl.a. ungdomsskole, skoler, dagtilbud, kulturinstitutioner, foreninger, erhverv og kommunale forvaltninger sammen skabe en sprudlende markedsplads med boder, aktiviteter og historisk stemning, for at sætte et levende fokus på Skiveegnens historiske handelsliv.
Det historiske marked bliver et af jubilæumsårets syv ’fyrtårnsarrangementer’. Det slog Økonomiudvalget fast på et møde i april, hvor udvalget samtidig bevilgede den resterende finansiering til afvikling af markedet.
Folkesjæl i fokus
Det er ikke endeligt afklaret, hvordan den øvrige halve million fra Sparekassen Balling sættes i spil. Sikkert er det dog, at donationen skal gå til afviklingen af et eller flere offentlige arrangementer med øje for at styrke oplevelsen af samhørighed på Skiveegnen.
- Sparekassen Balling og Skive Kommune har et gensidigt ønske om, at donationen skal bidrage til at skabe særlige mindeværdige, folkelige oplevelser. Som en lokalt forankret sparekasse har vi også en interesse i at understøtte områdets udvikling, og derfor vil vi gerne bidrage til en fejring, som kan være med til at øge den lokale stolthed og fremhæve Skiveegnens særlige folkesjæl, siger Kurt Nielsen, direktør i Sparekassen Balling.
Fejringen af Skives 700-års Købstadsjubilæum har på nuværende tidspunkt modtaget en donation på 1 million kroner fra Sparekassen Balling, samt en donation fra Spar Vest Fonden på 3,2 millioner kroner. Dertil bidrager Skive Kommune med 6 millioner kroner.
På købstadsjubilæets hjemmeside kan du holde dig orienteret om planlægningen af fejringen og arrangementer i støbeskeen