Skiveportalen har indgået et nyt samarbejde med KultuNaut, som vil gøre det nemmere for både borgere og arrangører at få et samlet overblik over kulturelle på Skiveegnen.
Med det nye samarbejde trækker Skiveportalen automatisk events fra samme database som bl.a. Destination Limfjorden, Vores By Skive og en lang række billetudbydere. Dermed får borgerne et bedre og bredere overblik over arrangementer i Skive Kommune. Samtidig kan arrangørerne fremover nøjes med at indtaste deres events ét sted for at blive synlige på flere platforme samtidig.
Forbedringer op til købstadsjubilæet
Den nye eventkalender vil også være en fordel i forbindelse med det kommende købstadsjubilæum:
- Vi forventer jo, at jubilæumsåret vil byde på ekstra mange begivenheder i hele Skive Kommune. Derfor har vi set frem mod en ny løsning, som giver borgere, turister og andre nysgerrige bedre mulighed for hurtigt og nemt at finde arrangementer, siger Michelle Skov fra Kultur & Fritid, Skive Kommune.
Hun understreger, at Skive Folkeblad også fortsat er en tæt samarbejdspartner omkring driften af Skiveportalen. Derfor kan læsere af Skive Folkeblad Onsdag også fremover finde den månedlige oversigt over aktuelle arrangementer i avisen.
Vi beklager midlertidige gener
Skiftet til KultuNaut kan dog give visse udfordringer i en kort overgangsperiode, og Skive Kommune opfordrer arrangører til at tjekke, at deres events er korrekt overført til den nye kalender.
- Vi ved, at det kan kræve lidt tilvænning for arrangørerne, men KultuNaut og Kultur & Fritid står klar til at hjælpe, og vi er sikre på, at det på sigt bliver en stor forbedring for alle, afslutter Michelle Skov.